100 millioner piger mangler

På verdensplan er der op til 100 millioner færre kvinder end mænd. Pigerne bliver frasorteret, før de bliver født eller dræbt efter fødslen fordi de har det "forkerte" køn.

I Kina er der cirka 30 millioner færre kvinder, end mænd, og på verdensplan er mellem 60 og 100 millioner piger ”forsvundet”.

For mens der i de mere udviklede lande er et lille overtal af kvinder, er der i udviklingslandene og lande som Kina og Indien et klart overtal af mænd. Og det medfører altså, at der på verdensplan er mellem 60 og 100 millioner færre kvinder end mænd.

Pigefostre vælges fra

Den kinesisk-amerikanske forfatter og forretningskvinde, Sheryl WuDunn, har rejst rundt i Kina, og har udgivet bogen, Half the Sky, om fænomenet. Hun mener, at en af forklaringerne er, at kvinder under graviditeten får afsløret barnets køn, og med Kinas et-barns-politik er det ofte drengebørn, der er højst på ønskesedlen hos de kommende forældre. Derfor vælger flere at få foretaget en abort, hvis scanningen viser, at det bliver en pige.

Det samme gør sig gældende i Indien, hvor det tidligere har været fremme, at op mod 10 millioner pigefostre de seneste 20 år er blevet aborteret, og der er omkring 950 piger for hver 1.000 drenge.

Samtidig er der mange nyfødte piger, der bliver dræbt eller solgt, fordi forældrene ikke kan se en fordel i at opfostre et pigebarn.

Et verdensproblem

I Amnesty International kender de til problemet, men mener ikke, at det blot er et problem i Kina og Indien.

- Kvinder bliver diskrimineret i hele verden, også i USA, England og Danmark. Hvis problemet skal løses i Kina, hvor man fravælger pigefostrene, så skal vi bekæmpe diskrimination af kvinder i alle lande og kulturer. Det handler om en at ændre den holdning, der generelt er til piger og kvinder i hele verden, det er bare lettere for os at se problemerne i de andre lande, siger Lisa Gormley, der er juridisk rådgiver for kampagnen for kvinders rettigheder i Amnesty International i England.

Hun mener ligesom Sheryl WuDunn, at det handler om, at få uddannet pigerne, så de på den måde får større forståelse af livet og får mulighed for at få et job.

- Kinesiske kvinder bliver ofte gift i en meget ung alder, og når de er gift, bliver de taget ud af skolen. Samtidig er der mange af de helt unge kvinder, der skal føde børn, før deres krop er klar til det. Det er også en af forklaringerne på, at mange spædbørn dør, og kvinderne dør i barselssengen, siger Lisa Gormley.