11. oktober 2008, 15:20 – opdateret 11. oktober 2008, 15:30

Når regering og opposition efter nytår skal forhandle om en skattereform, der skal sænke skatten på arbejde, drømmer den konservative skatteordfører Mike Legarth om, at skatten på den sidst tjente krone sættes ned til maksimalt 50 pct.

Dermed lufter de Konservative en mærkesag, som de næppe får gennemført. Efter torsdagens åbningsdebat i Folketinget står det klart, at vejen til reformer bliver lang og trang for regeringen.

I folketingssalen foretog Socialdemokraterne et usædvanligt kursskifte. Her annoncerede Helle Thorning-Schmidt, at manglen på arbejdskraft ikke længere er den største udfordring. Nej, ifølge S-formanden handler det om at gribe ind over for den truende arbejdsløshed i kølvandet på finanskrisen og omslaget i de økonomiske konjunkturer. Eller som hun selv formulerede det:

»Lad os i dag gøre op med forestillingen om, at arbejdskraftmangel er det altoverskyggende og mest presserende problem i dette land.«

I samme åndedrag advarede hun om, at »alle advarselslamper blinker rødt«, og at der er risiko for en »fordobling« af arbejdsløsheden næste år.

Meldingen udløste bestyrtelse hos Anders Fogh Rasmussen (V) og Lene Espersen (K), som anklagede Socialdemokraterne for at slå ind på en populistisk kurs, hvor partiet taler til danskernes frygt i stedet for at støtte reformer, som kan fremtidssikre velfærdssamfundet.

Talen fra Thorning var bemærkelsesværdig i den forstand, at S-formanden i bedste fald er meget tidligt ude med sin vurdering. Der er i dag ikke ret mange økonomer, som er parate til at kassere alle de gennemarbejdede analyser, som viser, at det bliver en enorm udfordring, når de store ældreårgange forlader arbejdsmarkedet.

Bundlinjen i analyserne – fra Velfærdskommissionen til Arbejdsmarkedskommissionen – er, at det bliver af afgørende betydning at øge arbejdsudbuddet, hvis vi fremover skal kunne betale regningen for velfærden.

Den udfordring består. Trods den løbske globale finanskrise.

Den pæne udlægning af Thornings skift er, at hun er oprigtigt bekymret over, at arbejdsløsheden igen kan blive et stort og alvorligt problem, selv om ledigheden netop nu befinder sig på historisk lavpunkt og har fået såvel private virksomheder som offentlige institutioner til at skrige efter arbejdskraft.

Den mindre pæne forklaring er, at hun vil fremmane et billede af, at regeringen ikke kerer sig om risikoen for arbejdsløshed, og at hun i øvrigt vil holde sit parti på afstand af upopulære tiltag som f.eks. at skære i dagpengeperioden for at få ledige hurtigere i job.

S-formanden står dog ikke helt alene. Hun støttes af SF og et stykke ad vejen også af Dansk Folkeparti, som er skeptisk over for statsministerens reformer.

Endnu er det for tidligt at afgøre, hvor kort eller langt DF vil gå, men efter åbningen af den nye politiske sæson står det klart, at Thorning og Søvndal, men altså også Pia Kjærsgaard har mest lyst til at vende ryggen til regeringens planer om at ændre dagpengesystemet og sænke skatten.

S-ledelsen er med fuld styrke vendt tilbage til mantraet om, at der ikke er råd til skattelettelser og velfærd. Villy Søvndal konstaterer, at de Konservative synes mest optaget af at gøre det muligt for de rigeste at kunne købe designermøbler og dyre biler, og endelig understreger DF, at skattelettelser i givet fald skal gå til lavtlønnede.

Kommer arbejdsløsheden til at tordne i vejret, vil Thorning stå sagligt stærkere, men her og nu gambler hun med den økonomiske ansvarlighed, som det tog Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft år at opbygge.

Fogh og Espersen får dog svært ved at udstille Thorning som populist, så længe DF ikke tør ikke lægge mere afstand til Socialdemokratiet. Regeringens top får kort sagt brug for alt deres talent, hvis de skal gennemføre de tiltag, som den økonomisk sagkundskab efterlyser så indtrængende, hvis dansk økonomi skal holdes på sporet.

Nogle siger, at politik er det muliges kunst. Andre taler om det umuliges kunst. Men mest af alt risikerer den nye sæson at blive præget af forspildte muligheder.