Der kan være kort dristighed og dumdristighed, og det er præcis, hvad mange på Christiansborg tænker om Simon Emil Ammitzbølls store satsning i dag på at skabe et nyt borgerligt midterparti.
6. januar 2009, 10:56 – opdateret 6. januar 2009, 11:04
Hvis der kan gives point for politisk mod, ja så skal Ammitzbøll givet have topkarakterer, men som bekendt er vovemod og risikovillighed langt fra nok til at sikre, at et nyt parti får et gennembrud hos vælgerne og bliver levedygtigt.
På afgørende felter kæmper Simon Emil Ammitzbøll mod meget svære odds:
Selv om han er en udfarende og mediestærk politiker, har han langt fra den folkelige gennemslagskraft, som er så vigtig at være i besiddelse af som grundlægger af et nyt parti. På trods af at han vil få hjælp af især en række unge radikale ildsjæle, vil det kræve en overmenneskelig indsats at få tømret en solid organisation sammen. Og endelig skal han formå at forme et budskab, som er så unikt, at det kan appellere til tilstrækkelig mange midtervælgere. Den sidste opgave bliver ikke nemmere af, at mange vælgere på midten har haft så ringe erfaringer med Ny Alliances monumentale nedtur.
Denne gang vil vælgerne være anderledes skeptiske over for forsøget på en ny partidannelse.
Når Simon Emil Ammitzbøll alligevel gør forsøget, skyldes det naturligvis ikke, at han er uvidende om disse betingelser og er fast besluttet på at køre i afgrunden.
Set fra hans synspunkt er der en stor åbning i det politiske landskab, og han kan med rette pege på, at midten i dag er tømt for de gamle midterpartier – CD og Kristendemokraterne – som tidligere spillede en overordentlig vigtig rolle for magtforholdene i dansk politik.
Han kan også argumentere for, at den svage vælgeropbakning til Det Radikale Venstre må gøre det muligt for en ny partileder at appellere til dagens hjemløse midtervælgere.
Paradokset i dansk politik er imidlertid, at der slet ikke er så god plads på midten, som det ser ud til.
Nok er de klassiske midterpartier enten helt forsvundet fra scenen eller i krise, men det har ikke givet mere plads. Tværtimod foregår der en hårdere og hårdere kamp om at appellere til midtervælgerne mellem mastodonterne i dansk politik:
Anders Fogh Rasmussen har gjort Venstre til det nye brede folkeparti gennem et systematisk forsøg på at erobre midten. Socialdemokraterne jagter et come back i forhold til midtervælgerne, og Villy Søvndal er i fuld gang med at positionere SF, så det kan appellere bredere og tiltrække midtervælgere.
Derudover kæmper Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti på en del af denne bane, og der er heller ingen tvivl om, at den nye konservative partileder Lene Espersen med sin betoning af det sociale ansvar har blik på midtervælgerne i sin ambition om at få Det Konservative Folkeparti til at vokse.
Reelt er det disse politiske kraftcentre, som Simon Emil Ammitzbøll skal kile sig ind mellem og anskuet på den led er pladsen mere trang, end et hurtigt blik over det politiske landskab giver indtryk af.
Når Simon Emil Ammitzbøll åbner sit pressemøde og skal sælge sit politiske projekt, får han brug for at kunne udfolde et ekstraordinært pædagogisk talent.
