For Løkke handler den danske drøm om rigdom og rimelighed, om velstand, der kommer alle til gode, om at nå store mål sammen med andre, så også de andre nyder godt af succesen, og ingen lades i stikken.
21. november 2009, 18:54
Omdrejningspunktet for Løkke er at skabe en dansk drøm.
Når Løkke ved årsskiftet holder sin nytårstale, vil han udbygge flere af temaerne, som blev luftet på Venstres landsmøde, og han vil især gøre det, når han i begyndelsen af 2010 udbygger sit politiske projekt og i samarbejde med Lene Espersen gennemfører en rokade, som skal ruste regeringen til at arbejde mere målrettet efter de nye pejlemærker.
Det er sagt før, men der er grund til at genopfriske det efter Lars Løkke Rasmussens tale om fremtidens Danmark: Han er en farlig mand at undervurdere.
Nok kan det indvendes, at talen ikke rummer konkrete forslag til at nå målet om et fremgangsrigt Danmark anno 2020. Omvendt har han fastlagt så ambitiøse mål, at snakken om, at han ikke har et projekt, bliver hul.
Fremover skal han måles på, om han rent faktisk formår at løfte sin ambition om at skabe et Danmark, som på ti konkrete områder skal præstere resultater i verdensklasse.
Som Winston Churchill engang sagde, skal en virkelig statsmand kunne sige, hvad der skal gøres - og bagefter kunne forklare, hvorfor det ikke blev gjort.
Løkke har på Venstres landsmøde sagt, hvad der skal gøres, og nu skal han bevise, at han kan transformere den flotte vision til håndgribelige fremskridt.
Opgaven er frygtindgydende, for efter finanskrisen er det økonomiske afsæt blevet svækket. Det står også klart, at Løkke får brug for mere end en enkelt regeringsperiode for at nå sine mål, og på den led skal hans tale læses som en stålsat ambition om at fastholde regeringsmagten, så han kan sætte sit præg på Danmarks udvikling i det næste årti.
Vi ved alle instinktivt, hvad den amerikanske drøm går ud på. Men hvad rummer den danske drøm? For Løkke handler den danske drøm om rigdom og rimelighed, om velstand, der kommer alle til gode, om at nå store mål sammen med andre, så også de andre nyder godt af succesen, og ingen lades i stikken:
»Den danske drøm er en drøm om muligheder. Der er ikke Harvard til nogle og Community College til andre. Den danske drøm lever på, at Harvard - eller det tætteste, vi kan komme på det i Danmark - skal være en mulighed for alle, der med flid og uddannelse hiver sig selv op ved støvlernes snørebånd.«
Derpå oplistede Løkke sine mål på ti konkrete områder: Danmark skal bl.a. høre til verdens ti rigeste lande målt på BNP per indbygger i 2020.
Danmark skal være blandt de tre lande i verden med flest vækstiværksættere. Arbejdsudbuddet skal være blandt de ti højeste i verden.
Danske skolebørn skal være i top-5 i verden, når det gælder læse- og skrivefærdigheder, matematik, naturfag og engelsk.
Mindst ét dansk universitet skal være i top-10 i Europa.
Danskerne skal være sundere - middellevetiden skal hæves til at ligge blandt de ti højeste i verden.
Danmark skal være blandt verdens tre mest energieffektive lande. Vi skal være i toppen i EU, når det gælder om at få indvandrere i job.
Og kongeriget skal være et af de tryggeste steder i verden, når det drejer sig om at blive udsat for kriminalitet.
Med sin tale vil Løkke tydeligvis forsøge at fastholde Venstre som det brede folkeparti - men kursen bliver justeret, og midlerne til at nå målene bliver anderledes end under Fogh. Under forgængeren var metoderne ofte kontroversielle med brug af en simpel kontraktpolitik og en benhård værdipolitik.
Løkke er ingenlunde en blød mand, men han insisterer på at oprulle en mere sammenhængende og helstøbt vision. Og han er klar over, at rå kontraktpolitik ikke er nok til at bringe kongeriget ud på den anden side af den økonomiske krise, ligesom den ikke er tilstrækkelig til at nå målet om at blive en global vindernation i 2020.
Ledelsesstilen bliver også en anden. Løkke er mere inkluderende end Fogh, som ofte forvandlede både regeringsarbejdet og landsmøder til et one-man-show. Løkke ved, at hans projekt vil mislykkes, hvis han ikke formår at bygge en bred og stærk koalition bag sig. Dels skal vælgerne følge hans drøm om Danmark. Dels skal han have de faglige organisationer, virksomhedscheferne og et stabilt flertal bag sig.
Frem til næste valg bliver det imidlertid nærmest umuligt at skabe fælles løsninger med en opposition, som hver dag vil kæmpe for at vælte regeringen. Derfor må Løkke i praksis satse på, at han sammen med Lene Espersen kan formidle en fortælling om den danske drøm, som danskerne støtter, og så skal ikke mindst Pia Kjærsgaard støtte hans vision om fremtidens Danmark.
Opgaven bliver mere end svær, men Løkke gjorde det klart, at han er klar til at løfte ansvaret: »Vi kan ikke længere overlade det til ekspertkommissioner at tage de svære beslutninger,« lød et afsnit i talen, som rummede en nøgen erkendelse af, at tiden kalder på handling, hvis Danmark skal bevæge sig frem og ikke tilbage.
For som Løkke også konstaterede, kan den danske drøm ende i et mareridt, hvis ikke de nødvendige beslutninger bliver truffet. Det haster.

































