6. september 2009, 20:12 – opdateret 6. september 2009, 21:55

Selv om Frank Jensen og hans kampagnestab nok skal afholde sig fra at sige, at »den er hjemme«, er realiteten, at Socialdemokraternes førstemand i hovedstaden nærmest skal begå graverende fejl for ikke at blive Københavns næste overborgmester.

Der er flere årsager til, at manden fra Aalborg på rekordtid har vundet københavnernes tillid:

For det første toner Frank Jensen frem som den mest kendte af kandidaterne. De mange år i landspolitikken gør, at han står tydeligere end de øvrige kandidater. Dertil råder han over et CV, som viser, at han har beklædt svære poster på Christiansborg og stået i spidsen for ministerier på Slotsholmen. For mange vælgere er dette CV en garant for, at han har indsigt og kompetence til at stå i spidsen for hovedstaden.

For det andet har han skræddersyet sine overordnede budskaber, så de matcher de bekymringer og håb, som de fleste indbyggere i hovedstaden nærer netop nu. Det gælder især mange københavneres frygt for kriminaliteten og bandekrigen. Netop det tema har Frank Jensen adresseret fra første færd, og han har haft den fordel, at han har kunnet henvise til sine erfaringer som justitsminister med at nedkæmpe den voldsomme rockerkrig i 1990’erne.

For det tredje har han klogt valgt at gennemføre en næsten græsrodsagtig kampagne, hvor han – præcis som Ritt Bjerregaard gjorde det i sidste kommunalvalgkamp – cykler rundt til møder for at møde københavnere i øjenhøjde og lære om udfordringerne for hovedstaden. I modsætning til forgængeren har han dog været yderst forsigtig med ikke at lancere for bombastiske valgløfter, som ikke kan indfries, og som derfor hurtigt vil kunne underminere hans troværdighed.

Nok er han på vej til at blive Konge af København, man han har lært en lektie af at studere Dronningens fald. Som bekendt blev Ritt Bjerregaard næsten båret ind på Rådhuset af vælgerne ved sidste valg, men som overborgmester måtte hun hurtigt erkende, at hun ikke kunne gennemføre sine højtprofilerede valgløfter om eksempelvis at opføre 5.000 billige boliger. Det forløb har Frank Jensen lært af.

Som et modbillede til Ritt Bjerregaard har han samtidig valgt at stille sig i spidsen for en favnende kampagne, hvor hovedbudskabet er, at der skal samarbejdes bedre på Rådhuset i fremtiden. Uden at sige det direkte, skyggebokser han reelt med Ritt Bjerregaard, som i de seneste år er kommet på kant med selv sine nærmeste alliancepartnere i Borgerrepræsentationen.

Der er med andre ord flere gode grunde til, at Frank Jensen har fået en så stærk start. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at han så hurtigt og effektivt har kunnet distancere sin nærmeste konkurrent – SF’eren Bo Asmus Kjeldgaard.

Som Berlingske Tidendes nye måling dokumenterer, fortrækker selv SF-vælgere Frank Jensen som overborgmester frem for deres egen mand, som i øvrigt heller ikke får helhjertet støtte fra Villy Søvndal & Co. på Christiansborg. Herfra ser man nemlig nødigt, at der udvikler sig en hård og ond kamp om overborgmesterposten mellem Frank Jensen og Bo Asmus Kjeldgaard. I SF-ledelsen er man uhyre bevidst om, at det vil kunne slå skår i den landspolitiske alliance mellem S og SF, som Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt arbejder målrettet på.

I Frank Jensens kampagne vækker opbakningen fra københavnerne selvsagt glæde, men man føler sig ikke overbevist om, at Kjeldgaard helt har opgivet kampen om overborgmesterposten, selv om SF’eren netop har udsendt det signal. Dog synes det udelukket, at Kjeldgaard vil kunne forfølge den såkaldte »Vejle-model« og indgå en aftale med de borgerlige partier, som – mod passende betaling – vil kunne sende SF’eren ind i overborgmesterkontoret. Kjeldgaard skal præstere et helt ekstraordinært valgresultat for at kunne udfordre Frank Jensen.

Som landet ligger, har Frank Jensen overborgmesterposten inden for rækkevidde, og han skal afspore sin kampagne, hvis det ikke skal lykkes at nå i mål.

Perspektivet glæder Thorning, som med et suverænt skaktræk fik hentet sin gamle konkurrent tilbage til politik. På én og samme tid fik hun rekrutteret en overborgmester-kandidat og helet gamle sår. Paradoksalt nok blotlægger Frank Jensens succes dog også et af Thornings alvorligste problemer: Mens de socialdemokratiske borgmestre og kommunalpolitikere kan regne med solid støtte fra vælgerne ved kommunevalget den 17. november, er vælgernes tillid til S-ledelsen på Borgen langt mere forbeholden.