Teleselskaber forsøger at undgå svensk aflytning

En del af den danske tale- og datatrafik går gennem Sverige og kan dermed aflyttes af svensk politi og de svenske efterretningstjenester.

Selv om danskere skriver og ringer til danskere, suser noget af trafikken gennem Sverige - og her kan flere øjne følge med i, hvad der skrives og tales om. Foto: Iris/Scanpix
Selv om danskere skriver og ringer til danskere, suser noget af trafikken gennem Sverige - og her kan flere øjne følge med i, hvad der skrives og tales om. Foto: Iris/Scanpix

De danske teleselskaber forsøger at undgå, at de svenske efterretningstjenester og politiet kan kikke og lytte med, når danskerne bruger deres telefon eller internetforbindelse.

Den svenske riksdag gav onsdag efterretningstjenesten Säpo og rigspolitiet adgang til - mod en dommerkendelse - at kunne lytte og kikke med i al tale- og datatrafik, som passerer den svenske grænse, fra 1. januar 2013. Dermed får de samme adgang, som Forsvarets efterretningstjeneste har haft siden 2009.

Krypterer trafikken

Af de fire store teleselskaber i Danmark er kun TDC rent dansk. De andre bruger i forskelligt omfang deres svenske forbindelser, men de krypterer - altså koder - trafikken, så ingen udenforstående umiddelbart kan overvåge indholdet.

»Telenors datacenter og tjenesteplatforme befinder sig i Danmark og ikke i Sverige. Det vil for eksempel sige, at al taletrafik og billing-data udelukkende sker på dansk område. Der er dog nogle få fælles nordiske tjenesteplatforme, hvor serveren står i Norge, men trafikken dertil – via Sverige - er krypteret. Det er derfor Telenors klare opfattelse, at de svenske myndigheder under ingen omstændigheder kan få adgang til persondata, som vi ligger inde med som selskab i Danmark, uden en retskendelse,« siger Telenors pressechef, Peter Glüsing.

Også »3«, hvis svenske afdeling er langt større end den danske, sender trafik gennem Sverige.

»Al taletrafik forbliver i Danmark, men vore dataservere står i Sverige. Vi krypterer dog trafikken som standard, så hvis de skulle se indholdet, skulle de bede om at få en krypteringsnøgle, og det har de aldrig gjort. Vor fornemmelse er, at loven ikke er lavet af interesse for Danmark. Vi var meget bekymrede, da den oprindelige lov trådte i kraft, men da vi krypterer trafikken, har de ikke adgang til informationer om danske kunder,« sagde Stine Green Paulsen, kommunikationschef hos »3«, allerede torsdag til B.dk.

Også dansk overvågning

Danmarks største teleselskab, TDC, har intet stående i Sverige, som bruges af danske kunder. Så danske TDC-kunder, der kommunikerer med andre danskere i Danmark når ikke om Sverige på hverken tale- eller dataforbindelser, oplyser TDC.

Telia, som er svensk og Nordens største teleselskab, er endnu ikke vendt tilbage med et svar på, om danske Telia-kunder skal frygte øget svensk overvågning, fordi tale- eller datatrafikken sendes via Sverige.

Hvis man langs Øresundskysten er uheldig, og mobiltelefonen fanger en svensk mobilmast i stedet for en dansk, eller hvis man ringer til en dansker i Sverige eller selv står i Sverige og ringer hjem, vil de svenske myndigheder automatisk have adgang til at kunne lytte og kikke med.

Danmark indførte 15. september 2007 den hidtil største overvågning af danskerne. Siden da er danskernes brug af enhver form for telefoni og Internet blevet logget, og alle data lagret i et år, så myndighederne - med en dommerkendelse i hånden - kan få adgang til oplysningerne med en times varsel. Det kræver dog, at den mistænkte forbrydelse er af særligt alvorlig karakter.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.