Skype vokser vildt

Den danskudviklede telefonitjeneste, Skype, fortsætter sin vilde vækst efter Microsofts overtagelse. Samtidig klarer Windows sig fortsat fint.

Når beboerne på nærværende planet snupper knoglen og ringer til famile og venner, sker det oftere og oftere via det danskudviklede internettelefonisoftware, Skype. Microsoft langede i 2011 8,5 mia. dollars ud for tjenesten - og selskabet har formået at fortsætte Skypes vækst, viser nye tal.

I oktober afslørede Microsoft, at Skypebrugerne i andet kvartal af selskabes regnskabsår have talt i telefon via tjenesten i alt 120 mia. minutter - og det var dengang en stigning i forhold til året før på 58 procent. Nu viser dagens kvartalsregnskab fra Microsoft, at væksten fortsætter - i selskabets andet kvartal (fjerde kvartal, 2012), steg trafikken yderligere til nu 138 mia. minutter.

Messenger lukker til marts

Microsoft har offentliggjort, at selskabet til marts lukker chat-tjenesten Messenger og i stedet flytter brugerne over på Skype. Det kan give et yderligere boost til telefonitjenesten.

Skype blev oprindelig udviklet af danske Janus Friis og svenske Niklas Zennström, der solgte tjenesten videre til eBay for 2,6 mia. dollars i 2005. eBay lykkedes dog ikke med at skabe afgørende vækst i Skype og solgte tjenesten videre til en bred kreds af investorer i 2009. I 2011 overtog Microsoft tjenesten, og selskabet har siden arbejdet på at integrere tjenesten i sine øvrige produkter.

Internettelefonitjenesten har udviklet sig til at være verdens største leverandør af udlandstelefoni, men tilbyder ikke kun lydsamtaler. Skype er også et yderst flittigt benyttet værktøj til videosamtaler, ligesom at tjeneste indeholder en chatfunktion, der altså nu bliver fusioneret med Messenger. Det er gratis at ringe til andre Skype-brugere, men man kan også ringe til rigtige telefoner for et mindre beløb. Samtidig kan Skypebrugerne have et rigtigt telefonnummer, man kan ringe til fra en telefon.

Windows er robust

Regnskabet fra Microsoft bekræfter hvad selskabet tidligere har sagt om Windows 8-lanceringen i slutningen af oktober - nemlig at der fortsat er solgt under 60 mio. licenser til det nye og radikalt anderledes styresystem. Det er dog ikke ensbetydende med at der også er 60 mio. brugere - licenserne er nemlig altovervejende solgt til producenter af computere, der senere vidersælges til slutbrugerne.

Salget af Windows 8 er tidligere blevet udlagt som en skuffelse, der delvist finder sin årsag i, at PC-markedet har sænket farten samtidig med at Microsoft ikke for alvor har fået fat i tavleocmputermarkedet. Det kan dog hurtigt skifte, for der er massevis af forskellige kreative PC-løsninger på vej, herunder selskabets egen Surface-tavlecomputer, der kan dublere som en light-PC.

Microsoft kunne dog melde om et forbløffende robust salg af Windows - omsætningen steg med 24 procent i forhold til året før. Heraf var en stor del af indtægterne forudbestillinger af Windows 8, men selv når man renser for de regnskabsmæssige ujævnheder, steg omsætningen fra Windows alligevel med 11 procent.

En af de store jokere i ligningen de kommende år for Microsoft er selskabets evne til at skabe en position på markedet for smartphones, hvor selskabet forsøger at finde fodfæste med Windows Phone 8. Markedet boomer fortsat, men frem til nu har Microsofts mobilsystem været en sjældenhed. I går aflagde selskabets største mobil-partner, finske Nokia, regnskab - og det viste et stigende salg af selskabets Windows Phone-baserede smartphones på 4,4 mio. enheder i årets sidste kvartal, hvor Windows Phone 8-mobilen Lumia 920 reelt blot nåede at være på markedet i en måned.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.