Deling taget til et nyt niveau.
25. januar 2012, 12:30
Samsung lancerede nye kompaktkameraer under CES 2012, deriblandt flere med Wi-Fi-muligheder. I følge Samsung har det aldrig været lettere at tage, overføre og dele billeder med kameraet. Selskabet har lang tids erfaring med produktion af Wi-Fi-kameraer, produkterne fra januar er nemlig selskabets femte generation af disse trådløse dimser.
Samsung har i alt lanceret elleve nye kameraer i forskellige serier, mens vi har valgt de mest spændende nyheder fra de forskellige serier.
Samsung har taget udgangspunkt i at flere og flere deler sine billeder via sociale medier, men rigtig mange af disse billeder er taget med mobilkameraer, specielt de snapshots som er taget på farten. Selvom kvaliteten på mobilkamera er gået drastisk op de sidste par år, vil et dedikeret kamera i de fleste tilfælde give bedre resultater. Ved at introducere flere kameraer som er speciallavet til interaktion med sociale medier, håber Samsung at kunne etablere sig som markedsledende indenfor dette segment.
En ny funktion er Autobackup, som betyder at kameraet automatisk lægger nye billeder over på PC-en når du kommer hjem fra en fototur. Smart for dem som glemmer at overføre, eller altid udsætter opgaven. Vil du vise vennerne dine billeder endnu hurtigere? Så kan du uploade direkte til Facebook, eller sende billeder til vennerne via en indbygget mail-funktion.
Tre af de kompakte med Wi-Fi

Samsung WB850F
WB850F er det nye mini-flagskib fra Samsung. Det er udsmykket med en tre tommer stor AMOLED-skærm, 16,2 megapixel sensor og 1080p full-HD-optagelse. Kameraet har både mulighed for at gøre arbejdet for dig, med automatiske indstillinger, eller du kan vælge at indstille manuelt. Optikken har 21x optisk zoom, fra 23-483mm f/2.8-5.9. Også inkluderet er en indbygget GPS og digitalt kompas, hvilket kan vise dig den vej du skal, og man kan også hente et kort over stedet du er på. Man kan undre sig over om dette er en hybrid mellem et kamera og en GPS-vejviser, men uanset hvad, kan det være interessant for rejseentusiaster. Wi-Fi-teknologi er som sagt inkluderet. Kameraet kommer i april og vil koste omkring 2800,- i Danmark.

Samsung DV300F
DV300F må kunne omtales som Samsungs selvportrætkamera. Er du meget glad for at tage billeder af dig selv på din ferie, er DV300F som skabt til dig; kameraet har nemlig både skærm på forsiden og bagsiden. Den bagerste skærm er tre tommer. Efter at billedet er taget kan det uploades direkte på Facebook. Kameraet har en 16 megapixel stor sensor og optik tilsvarende 25-125mm f/2.5-6.3. DV300DF kommer i butikkerne i marts og den anbefalede udsalgspris er omkring 1500,- i Danmark.

Samsung ST200
ST200F er for den stilbevidste fotograf. Ligesom WB850F, har den en billedsensor på 16,2 megapixel. 10x optisk zoom som giver en brændvidde tilsvarende 27-270mm og en blænde på f/3.1-5.6. I kameraet er også en panoramafunktion kaldet Motion Photo. Har du et motiv som er for stort til at få plads til i billedrammen, holder du bare aftrækkeren nede og panorerer kameraet. Vupti, så er arkitekturen i feriebyen foreviget, hvis vi skal tro Samsung. Også her er det bare at koble sig op på et trådløst netværk for at sende billederne til dine venner på Facebook. ST200F kommer i butikkerne i marts og har en anbefalet udsalgspris på 1550,- i Danmark.
Samsung har også smidt flere andre kompaktkameraer på banen, WB150F og ST-serien med ST88, ST77 og ST66. Samtidig har de offentliggjort fem videokameraer; Q20, QF20 W300/W350, F80.
Læs også: Samsung holder liv i Google-bærbare
Tilmeld dig Tech og Videns ugentlige nyhedsbrev - og få det hver torsdag.
Oversat af Alexander Almegaard

































