Svenske Toca Boca går sin sejrsgang hos forældre og børn i hele Europa. Ydmyghed og simpelt game-play har gjort app-bureauet til en succes.
18. januar 2012, 11:00
Forlag og små start-up’s kæmper om kronerne på app-markedet for børn, som er oversvømmet af små puslespil, kendte figurer og scannede bøger med tale. Spørgsmålet er, hvor meget der er brug for? Det svenske webstudie Toca Boca har regnet den ud. Firmaet har netop gjort status og på under ét år har Toca Boca oplevet 5 mio. downloads af apps til børn.
- December har været klart den bedste måned overhovedet. Der blev hentet over én mio. apps i løbet af julemåneden, siger Björn Jeffery, der er chef for Toca Boca til The Guardian.
Toca Boca fokuserer deres app-udvikling på spil til børn, ikke på bøger og læringsmateriale i traditionel form. Toca Boca’s apps er intuitive for selv meget små børn, grafikken er lækker og lydene behagelige. Alt samme en opskrift, som har fået ordet om Toca Bocas apps til at sprede sig i det forældre-segment, der bruger iPads og iPhone.
Før jul lancerede Toca Boca en gratis jule-udgave af en tidligere app, Toca Hair Salon, hvor børnene fik mulighed for at redde hår på julemanden, klippe skægget og føntørre hans hvide lokker. Lige inden var Toca Kitchen kommet på markedet, kun promoveret af et YouTube-klip, som lynhurtigt røg op på over 100.000 visninger.
Direktøren for Toca Boca – som ejes af Bonnier Group – mener at en af nøgleårsagerne til succesen skal finds i the power of free, altså gratis-udgaverne og små teasere, der kan lokke flere forældre og børn med på vognen. – Alt sælger bare mere, når vi lige starter med at give noget væk, siger han.
Tanken har jo været, at når man giver noget væk, så er det umuligt at få ind igen. Det passer ikke hos os. Vi oplever det komplet modsatte og sælger op til fem gange mere, når vi giver noget væk, fortæller Björn Jeffery.
Toca Boca har 12 ansatte og planlægger i 2012 endnu flere udgivelser efter de samme simple principper om leg og minimalt design. Også til Android.

































