S rasler med sablen i sag om ringe smartphones

Lovindgreb er en mulighed, hvis ikke telebranchen selv finder ud af at mærke telefoner, der er forsynet med ringe antenner, mener socialdemokraterne. Det er blandt andet de storsælgende topmodeller fra Samsung og Apple, der kan se frem bundkarakter.

"Helt uforståeligt."

Sådan lyder skudsmålet fra den socialdemokratiske teleordfører, Trine Bramsen, oven på de seneste ugers debat om ringe antenner i hundedyre smartphones, der opgiver at holde fast i mobilnettet på steder, hvor der ellers er ganske fin dækning.

Problemet er blevet grundigt belyst i en ekstremt omtalt rapport fra Aalborg Universitet, der har dokumenteret, at antennerne i de dyre smartphones som iPhone 4S, iPhone 5, Samsung Galaxy SIII og mange andre er utroligt ringe, og bliver værre og værre, efterhånden som nye modeller lanceres.

Det betyder, at man som bruger af disse telefoner ofte vil opleve at miste forbindelsen, selv om dækningen faktisk er ganske fin.

Bedre oplysning

I sidste uge slog både Dansk IT og Forbrugerrådet i bordet og krævede, at telelselskaberne skulle stå fadder til en ordning, så forbrugerne bedre ville kunne gennemskue antennens kvalitet i de mobiler, de køber.

Forslaget blev mødt lunkent af telebranchen, der i skikkelse af direktør i brancheforeningen Telekommunikationsindustrien erklærede sig klar til at se på en form form mærkningsordning, hvis blot det skete på initiativ fra Erhvervsstyrelsen, der formelt står for regulering af telesektoren.

Nu skubber Trine Bramsen bolden tilbage i telebranchen. Socialdemokraterne er på vej med en bunke forslag, der skal sikre en bedre mobildækning i Danmark, Og som en del af de forslag, opfordres telebranchen kraftigt til at deklarere mobilerne bedre, så forbrugerne får en bedre mulighed for at gennemskue, hvad der er skidt og kanel.

"Gør de ikke det, er vi klar til at se på, om vi kan gå lovgivningens vej," siger Trine Bramsen.

Da Berlingske i sidste uge beskrev problematikken, forklarede direktør i telekommunikationsindustrien, Jakob Willer, at det også er i teleselskabernes egen interesse, at forbrugerne får bedre oplysning om telefonerne - blandt andet fordi at kunder, der har en dårlig mobil, ofte skyder skylde på teleselskabet.

Komplekst problem

Men problemet er langt mere komplekst end hvad teleselskaberne selv kan overskue, forklarede han. Kvaliteten af en smartphoneantenne er ikke bare et spørgsmål om hardware, men også hvilken software, der driver telefonen, hvilke apps brugeren bruger, og om telefonen er fintunet til de danske mobilnet og frekvenser. Dertil kommer at producenterne hele tiden skruer på produkterne og forbedrer teknikken.

Det har i første omgang fået telebranchen til at spille bolden tilbage til producenterne, da det er dem, der bedst ved besked om deres egne produkter.

Det giver Trine Bramsen ikke meget for.

"Jeg synes, at teleskaberne skal tage ansvar for de produkter, de sælger. Teleselskaberne tjener jo penge på, at folk bruger deres mobiltelefoner, og derfor har de selvfølgelig også et ansvar for de mobiltelefoner, de sælger. Det er jo nogen ansvar - og det kan aldrig blive statens," siger hun.

En anden udfordring er, at det faktisk slet ikke er teleselskaberne, der sælger flest mobiler i Danmark. En meget stor andel sælges via Elgiganten, Bilka og et væld af mindre butikker og webshops, og det vil i givet fald ikke blive omfattet af et samarbejde om en mærkningsordning mellem teleselskaberne. Også det afviser Trine Bramsen.

Teleselskaberne har ansvar

"Det er i mine øjne fint, hvis alle, der sælger mobiltelefoner, kan blive enige om det. Men i første omgang synes jeg, at teleselskaberne må gå foran. Det er mig helt uforståeligt, at det ikke kan være i deres egen interesse at fortælle kunderne om det," siger hun.

Blandt de største kritikere af ideen om, at teleselskaberne skulle have et særligt ansvar for mobiltelefonerens kvalitet, er teleanalytiker John Strand. Han forklarer, at der er så mange forskellige ting, der har indflydelse på, hvor godt en moderne smartphone virker, at det er helt umuligt for at teleselskab at rådgive kunderne, fordi forudsætningen for rådgivningen kan ændre sig radikalt, første gang kunden opdaterer telefonen eller installerer en dataslugende gratis-app.

Vejrvært har heller ikke ansvar

"Trine Bramsen burde sætte sig bedre ind i sit område. Det er fysisk umuligt for teleselskaberne at give den rådgivning, hun kræver. Det vil svare til at give vejrværten på TV ansvaret for, at vejret bliver som han siger," siger John Strand.

Han skubber entydigt bolden tilbage i producenternes lejr - for det kun Apple, Samsung og øvrige producenter selv, der kan give et fyldestgørende overblik over deres produkter, mener han - også selv om det i praksis vil betyde, at Apple vil være tvunget til at give iPhone 5 en sur antennesmiley.

"Man kan ikke pålægge teleselskabet producentens ansvar," siger han.

Problemet med dårlige antenner i de hundedyre smartphones er ikke nyt, men rapporten fra Aalborg universitet har skabt ny debat om problemet. Tidligere denne uge offentliggjorde TV2 en rapport over 3G-dækningen i Danmark, indsamlet via såkaldt crowd sourcing. Altså via en app, folk har hentet til deres telefoner, og som derefter har overvåget forbindelsens kvalitet, der - ifølge TV2 - er aldeles jammerlig mange steder i landet.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.