Jesus, Buddha, Allah og alle de andre anerkendte trossamfund får nu selskab fra en ganske overraskende kant: Piratkopieringskirken i Sverige.
5. januar 2012, 13:15
Hvis du henter ulovligt kopierede film og musik fra fildelingstjenester som Pirate Bay, µTorrent og mange andre, er du måske religiøs uden at vide det.
I hvert fald har de svenske myndigheder netop anerkendt netpiraternes trossamfund, Kopimistsamfundet som en religiøs bevægelse, ensbetydende med, at netpiraterne nu sidestilles med mange andre trossamfund.
"Kopiering og distribution er en af vores kerneoverbevisninger," forklarer kopimistpræsten Isak Gerson til Svenska Dagbladet.
Ikke en aprilsnar
Selv om det måske lyder som en alt for tidlig aprilsnar, at ulovlig kopiering og distribution af film, musik, bøger og software ligefrem skulle have en åndelig dimension, er kampen for piratkopering gravalvorlig for mange svenskere.
Blandt andet har de svenske pirateriforkæmpere stiftet Piratpartiet, der medlemstalsmæssigt er et af Sveriges største partier. Piratpartiet har sågar formået at få to medlemmer valgt ind i Europaparlamentet og har grene i flere europæiske lande, herunder Danmark.
Kopimistkirken har ifølge kirken selv ingen officielle bånd til Piratpartiet og har flere gange i løbet af de sidste par år forsøgt at få anerkendelse som trossamfund. De har dog fået blankt nej - blandt andet fordi piratkopieringskirken ikke har haft formaliserede bønner.
3000 troende kopister
Det er gratis at melde sig til kirken, som allerede har 3.000 troende sognebørn i flere lande.
Blandt andet mener trossamfundet Kopimisterne, at Remixing er en hellig handling, at internettet er helligt, og at kopiering og spredning af digitalt indhold er etisk rigtigt og derfor åndeligt.
Omtalen har dog i mellemtiden fået kirkens hjemmeside til at gå ned, men den kan under normale omstændigheder ses her.

































