Nye bestikkelsesanklager rammer Telia

200 millioner kroner fra telegigantens køb af et mobilselskab i Aserbajdsjan gik til amerikanske investorer, som landet havde et økonomisk udestående med.

Telias køb i 2008 af det statslige, aserbajdsjanske mobilselskab Azercell rejser nye spørgsmål om mulig bestikkelse. Foto: Telia
Telias køb i 2008 af det statslige, aserbajdsjanske mobilselskab Azercell rejser nye spørgsmål om mulig bestikkelse. Foto: Telia

Dønningerne har endnu ikke lagt sig efter beskyldningerne om, at Nordens største teleselskab, Telia, har bestukket sig til en mobillicens i Usbekistan, før en ny, mulig bestikkelsesaffære dukker op.

I den kaukasiske republik Aserbajdsjan, som for nylig afviklede det internationale Melodigrandprix, beskyldes Telia nu for at have betalt penge under bordet, da den svensk-finske telegigant i 2008 købte det statslige mobilselskab Azercell.

Det fremgår af oplysninger, som svensk TV har fremlagt.

Skulle løse pengestrid

Mindst 200 millioner svenske kroner skal være betalt til en amerikansk forretningsmand, uden at nogen præcis ved, hvem pengene gik til. Telia betalte i alt 1,5 milliarder kroner for Azercell.

Telia hører til blandt verdens ti største mobilselskaber og har en betydelig del af sin omsætning i det eurasiatiske område. Den svenske stat ejer 37 procent af telekoncernen.

Ifølge SVT har aktieejerne ikke fået at vide, at Telia hjalp Aserbajdsjan med at løse en pengestrid med en gruppe amerikanske investorer, som havde været indblandet i at forsøge at bestikke regimet for at købe det statslige olieselskab. Det lykkedes aldrig at overtage selskabet, og flere repræsentanter for investorerne er siden i USA blevet dømt for medvirken til bestikkelse.

Ambassadør: Korruption uhyre udbredt

»Korruptionen er uhyre udbredt og gennemsyrer hele det aserbajdsjanske samfund. Man er ganske enkelt nødt til at bestikke sig frem på alle niveauer,« siger Sveriges daværende ambassadør i Aserbajdsjan, Hans Gunnar Adén, til svensk TV.

Telias kommunikationsdirektør, Cecilia Edström, fastholder over for svensk TV, at telekoncernen udelukkende har foretaget en ren forretning, »som jeg er helt tryg ved, og som jurister har kontrolleret, at det er helt juridisk korrekt«. Hun siger, at den aserbajdsjanske stat instruerede Telia i at betale beløbet til amerikanerne.

Chefanklager Gunnar Stetler vil nu se på de nye oplysninger.

Topchef klar til at gå af

I forvejen undersøges sagen fra Usbekistan, hvor Telia anklages for at have indbetalt et stort millionbeløb til et foretagende indregistreret i Gibraltar, men som havde tætte forbindelser til Usbekistans præsidents datter, som har ansvaret for telemarkedet i landet. Det skete i forbindelse med Telias køb af en mobillicens i Usbekistan.

Store millionbeløb er blevet indefrosset i Sverige som følge af afsløringerne, og Telias topchef, Lars Nyberg, har sagt, at han vil træde af, hvis det viser sig, at Telia har været involveret i bestikkelse.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.