Microsoft igen i EUs vridemaskine

Luppen er sat på Microsofts nye brugervilkår, som kan være til fare for folks privatliv. Google er allerede i søgelyset.

Microsofts topchef, Steve Ballmer, får nu noget at gruble over. Arkivfoto: Thomas Peter, Reuters/Scanpix
Microsofts topchef, Steve Ballmer, får nu noget at gruble over. Arkivfoto: Thomas Peter, Reuters/Scanpix

Google er allerede i kværnen. Nu kommer turen til Microsoft.

EU er på vagt over for teknologigiganternes håndtering af personfølsomme oplysninger, og nu bliver søgelyset rettet mod verdens største softwareproducent, Microsoft, som 19. oktober ændrede sine brugerbetingelser.

EU har sat en formel undersøgelse af ændringerne i gang, er det nu blevet meddelt i et bekymrende brev til topchef Steve Ballmer og chefen for Microsoft i Luxembourg. Brevet er afsendt 17. december.

Betingelser ændret i oktober

Undersøgelsen kommer på baggrund af granskning fra datatilsynene i de 27 EU-lande. De overvåger, at folk trygt kan bruge blandt andet nettjenester uden fare for, at personfølsomme oplysninger misbruges eller behandles på uforsvarlig vis.

Datatilsynene i Frankrig og Luxembourg står for efterforskningen i Microsoft-sagen, som omfatter brugerbetingelserne til posttjenesten Hotmail, netlagertjenesten Skydrive, Microsofts egen ID-kontotjeneste, søgemaskinen Bing, netstedet Office.com m.m., skriver nyhedsbureauet Bloomberg. Blandt ændringerne var en passus, som åbner for, at data kan flyde frit mellem Microsofts netlagertjenester og de programmer og funktioner, som kører på computere med Microsoft-software.

I den nye tekst i Microsoft-serviceaftalen står der i punkt 3.3 blandt andet, at »Når De overfører indhold til tjenesterne, erklærer De Dem indforstået med, at det kan blive brugt, ændret, tilpasset, gemt, reproduceret, distribueret og vist, for så vidt at dette er nødvendigt for at beskytte Dem og levere, beskytte og forbedre Microsoft-produkter og -tjenester.«

Retten til at blive glemt er på vej

Undersøgelsen skal afklare, om ændringerne er til skade for brugernes privatliv. EU forbereder i forvejen en omfattende ændring og opstramning af netop brugen af persondata. EU ønsker indført, hvad man benævner »retten til at blive glemt«. Alle skal kunne være sikre på, at den dag, de melder sig ud af en tjeneste og/eller opsiger den, vil samtlige data, som de har udleveret i forløbet, blive endegyldigt slettet og dermed forsvinde helt - og ikke ligge lagret i databaser og registre, hvor de fortsat kan bruges, selv om brugeren har forladt tjenesten eller firmaet. EU ventes at fremlægge de nye persondataregler i løbet af 2013. De er en opdatering af de nuværende, 17 år gamle regler.

Internetgiganten Google er allerede i EUs vridemaskine og har modtaget en skarp advarsel, efter at Google i marts knappede omkring 70 af sine meget benyttede tjenester sammen med ens brugervilkår. Officielt ville det gøre det lettere at administrere for Google, men kritikerne påpegede, at Google dermed kunne samkøre data på tværs, som giganten ikke hidtil har kunnet gøre det.

Læs mere:
Microsoft-serviceaftalen (på dansk), gældende fra 19. oktober 2012:
http://windows.microsoft.com/da-DK/windows-live/microsoft-services-agreement

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.