Det kommende operativsystem understøtter også sensorer.
26. januar 2012, 13:50
Microsoft har offentliggjort to nye afsløringer på sin Building Windows 8-blog, hvor det er kommet frem at det vil blive langt simplere at få adgang til internettet mens man er på farten og at operativsystemet vil understøtte en række sensorer – som er mest kendt fra tavlecomputere.
Integreret 3G
Med Windows 8 skal det blive lettere at koble sig på mobilt bredbånd og trådløse netværk, eftersom man ikke længere behøver at installere specielle drivere eller anden software for at kunne koble sig på.
Microsoft har udviklet deres egen specifikation til hardwaren og en fælles driver med den mobile operatørbranche, og skal derfor fungere med størstedelen af alle 3G-modemer. I dag har man normalt et specifikt program fra sin teleoperatør for at kunne koble sig på 3G-netværk, men dette bliver der sat en stopper for med Windows 8.
Microsoft benytter sig af Mobile Broadband Interface Model (MBIM), som er udviklet af USB Implementers Forum (USB-IF).
Frit valg
Forbindelser til trådløse og mobile netværk styres via kontrolpanelet i Windows 8. Her kan man også aktivere og deaktivere WLAN, Bluetooth og 3G, samt sætte dem i fly-tilstand – hvilket ligner funktionen i mange smartphones.
Hvis man har et 3G-modem uden binding til én bestemt operatør, kan man samtidig vælge frit mellem udbydere og datapakker i Windows 8. Operativsystemet tager sig derefter af de nødvendige indstillinger som sendes direkte til modemmet.
Man kan også se information om trafik på de forskellige mobile tilkoblinger i brugerfladen, hvilket kan være praktisk hvis man betaler for forbrug af en bestemt mængde data om måneden.
Smart tilkobling
Windows 8 skifter automatisk mellem forskellige netværk – hvor WLAN som udgangspunkt er den foretrukne opkobling. Hvis man for eksempel er koblet til et mobilnet og Windows 8 finder et tilgængeligt trådløst netværk, bliver forbindelsen til mobilnettet afbrudt og modemmet slået fra for at spare strøm.
Brugere kan selv lave indstillinger og oprette lister over foretrukne netværk, sådan at man får mere kontrol over netadgangen.
Overvåger forbindelsen
Windows Update skelner mellem de forskellige opkoblingstyper, og henter kun opdateringer hvis man benytter sig af en forbindelse som ikke har trafikbegrænsning.
Dette gælder dog ikke kritiske sikkerhedsopdateringer, men her kan brugeren selv ændre indstillingerne for at skræddersy oplevelsen.
Hurtigere tilkobling
Det nye operativsystem skal desuden være i stand til at oprette en WLAN-forbindelse meget hurtigere end forgængeren. Ifølge Microsoft tager det omkring 11 sekunder at genoprette en trådløs netværksforbindelse når Windows 7 vågner op fra dvale, mens det med Windows 8 kun skal tage et sekund.
Se videoen om den simple tilgang til mobile netværk:
Rotér operativsystemet
Enklere trådløs og mobil netadgang er ikke den eneste nye feature i Windows 8 i denne omgang. En anden nyhed er at operativsystemet vil understøtte sensorer som er typiske for tavlecomputere.
Dette indebærer blandt andet gyroskop, accelerometer, magnetometer og lyssensorer. Sidstnævnte kan blive brugt til at ændre skærmens indstillinger, sådan at den bliver bedre at se på i dagslys eller for at dæmpe lysstyrken i mørke for at spare batteri.
Understøttelsen af sensorer gør det muligt at vende indholdet på skærmen til stående eller liggende (portræt eller landskab), sådan som det normalt er for smartphones og tavlecomputere.
En åben betaversion af Windows 8 kommer i februar, og man forventer en officiel lancering af det nye operativsystem til sommer – sammen med Windows 8-tavlecomputere fra forskellige leverandører.
Se videoen om sensor-understøttelse i Windows 8:
Læs også: Her er de gadgets du skal kende i 2012
Tilmeld dig Tech og Videns ugentlige nyhedsbrev - og få det hver torsdag.
Oversat af Alexander Almegaard

































