iPhone 5-debut i Kina blev kølig

Få kinesere - og en snemand - ventede, da dørene til butikkerne åbnede. Apple-aktien fik et nyt gok.

Selv om der ikke var kø foran forretningerne, blev der alligevel solgt en del iPhone 5-telefoner til kineserne ved premieren fredag. Foto: How Hwee Young, EPA/Scanpix
Selv om der ikke var kø foran forretningerne, blev der alligevel solgt en del iPhone 5-telefoner til kineserne ved premieren fredag. Foto: How Hwee Young, EPA/Scanpix

Det blev ikke den succes, som amerikanske Apple håbede på, da den nye model i iPhone-serien, iPhone 5, fredag blev lanceret i Kina, Apples næststørste marked i verden, og aktien i verdens fortsat mest værdifulde selskab dykkede med næsten fire procent.

Hvor lanceringen af iPhone 5 i september skabte nogen kø foran butikkerne, er det nærmest umuligt at tale om en kø i Kina. Da dørene åbnede til Apple-butikken i millionbyen Shanghais finansdistrikt, ventede en enkelt kineser udenfor, rapporterer nyhedsbureauet Reuters. Og ifølge den amerikanske finansavis Wall Street Journal havde de lukkede døre samlet to personer - og en snemand - foran indkøbscenteret Sanlitun.

Apple mangler vigtig aftale

iPhone 5 er Apples hidtil største mobiltelefon. Skærmen er fire tommer stor, og telefonen kan gå på visse af de nye 4G-/LTE-supermobilnet - i Danmark dog ikke TDCs. I løbet af de første tre dage på markedet solgte iPhone 5 fem millioner eksemplarer.

Derfor var forventningerne til lanceringen i Kina meget høje, men modtagelsen var kølig og stod i dramatisk kontrast til, hvad der er sket i andre lande, og hvordan iPhone 5s forgænger, iPhone 4S, blev modtaget. Derfor har flere analytikere ifølge britiske The Guardian allerede neddroslet forventningerne til Apples salg på det gigantiske, kinesiske mobilmarked, hvor de lokalt producerede mobiltelefoner - typisk med det konkurrerende Android-system som indmad - dominerer.

Apple har fortsat ikke fået en aftale med Kinas største mobilselskab, China Mobile, som har 703 millioner kunder. I Kina har 290 millioner i dag en smartphonetelefon, og forventningen er, at dette tal vil være dobbelt så højt om 12 måneder.

Omvendt har finske Nokia for nylig tegnet aftale med China Mobile om at sælge sine Lumia-telefoner, som bruger Windows Phone-software fra Microsoft. Nokia er i den grad bagefter på point på et smartphonemarked, hvor 70 procent af alle solgte telefoner kommer med Android som styresystem, mens 25 procent leveres med Apples iOS. Nokias aftale har derfor løftet den hårdt pressede mobilproducent.

Neddrosler forventningerne

»iPhone 5-lanceringen vil bestemt medføre et stærkt salg for Apple i Kina. Men, relativt set, tror jeg ikke, at det vil flytte nålen nok på markedsandelene,« siger analytiker Shiv Putcha fra teknologianalysehuset Ovum til nyhedsbureauet Reuters.

Analytiker Peter Misek fra Jefferies tror på baggrund af fredagens lancering, at Apples iPhone-salg i Kina i de første tre måneder af 2013 bliver fire millioner telefoner færre, altså 48 millioner i stedet for 52 millioner. Også UBS Research, tilknyttet den schweiziske investeringsbank, sænker sine forventninger til Apples salg af iPhone-telefoner og iPad-tavle-PCer i første kvartal af 2013.

Kineserne er ikke kendt for at være særligt tro over for varemærker. De vælger i høj grad efter, hvad der lige nu er bedst på markedet til den bedste pris, selv om Android-telefonerne ikke skaber lige så megen støj i gadebilledet som lanceringen af en ny Apple-telefon.

Gode anmeldelser men...

iPhone 5 har fået gode anmeldelser for, hvad den er. Men mange anmeldere påpeger, at der ikke er væsentlige forbedringer - ud over den større skærm - i forhold til den nu langt billigere forgænger, iPhone 4S. Desuden leverer mange af Apples konkurrenter på væsentlige områder telefoner med bedre, tekniske specifikationer end iPhone 5.

iPhone 5 kom fredag i handelen i endnu 33 lande.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.