HBO Nordic efterlader godt førstehåndsindtryk

Den store rival til Netflix og YouBio er landet, og selv om der er et halvt års binding og ingen prøveperiode, så er der alligevel grund til at overveje den amerikanske serie-mastodonts nordiske tjeneste.

HBO Nordic ser lækkert ud. Foto: Hardware.no/HBO Nordic
HBO Nordic ser lækkert ud. Foto: Hardware.no/HBO Nordic

Lige siden HBO for første gang erklærede, at de ville komme på det nordiske marked, har vi glædet os til at prøve tjenesten. Nu fik vi så endelig muligheden samtidig med, at invitationerne ruller ud til de kunder, der har tilmeldt sig deres nyhedsbrev eller for nylig købt et Samsung-produkt.

HBO Nordic blev først tilgængelig for TeliaSonera-kunder i Sverige, og for en lille uge siden blev der åbnet op for Samsung-kunder i Sverige, Norge, Finland og Danmark. Det forudsatte dog, at man havde købt et nyt Samsung-produkt inden for de seneste seks måneder og samtidig havde passet på den lille kode, man fik med i købet.

Læs også: Nu åbner HBO endelig i Danmark

Snart vil tjenesten være tilgængelig for alle i Norden, men HBO har dog udtalt, at der fortsat kan gå nogle uger. Hvis man vil længere frem i køen, så kan man fortsat gå ind og tilmelde sig nyhedsbrevet, og så vil der dukke en tilmeldingskode op i din indbakke, når det bliver din tur.

Seks måneders binding


Registreringen var nem og hurtig. Foto: Hardware.no/HBO Nordic

For at tage tjenesten i brug, skal vi først udfylde en almindelig formular med oplysninger om navn og adresse.

Vi bliver også bedt om at læse brugervilkårene igennem, og med tanke på det påstyr, der har været omkring HBOs vilkår, inden de overhovedet havde lanceret tjenesten, så er det en god idé lige at finlæse teksten.

Det er værd at bemærke, at tjenesten kræver seks måneders binding modsat YouBio og Netflix, der begge opererer med løbende månedsbetaling. Det vil dog være muligt at opsige sit abonnement, hvis HBO hæver det månedlige gebyr eller ændrer betingelserne. Derudover har man også 14-dages fortrydelsesret fra den dag, man modtager den lovpligtige information om denne ret. Tager man tjenesten i brug, inden man har modtaget denne information, bortfalder fortrydelsesretten.

Disse regler stemmer altså fint overens med den danske lovgivning. HBO har særligt i Norge været under stort pres for at ændre sine brugervilkår, da de i første omgang ville binde sine kunder i 12 måneder, hvilket de har været nødt til at nedjustere til det halve.

HBO Nordic koster ligesom Netflix 79 kroner om måneden, mens en tilmelding af nyhedsbrevet giver en gratis måned oven i hatten.

Så snart vi har registreret os og accepteret brugervilkårene, får vi besked om at downloade et lille tilføjelsesprogram til browseren kaldet WideVine. Dette er en DRM-beskyttelse lavet af Google, som holder øje med, at du ikke kopierer eller downloader videoerne fra siden.

Det tager blot 10–15 sekunder før programmet er installeret, og vi er nu klar til at bruge tjenesten.

Godt førstehåndsindtryk

Førstehåndsindtrykket er godt. Designmæssigt ser det fantastisk ud, og man bliver mødt af store flader og lækre billeder.


På forsiden kan du se serier på to forskellige måder. Dette er standardmetoden med store, fine billeder. Foto: Hardware.no/HBO Nordic

Ved at bladre ned over forsiden bliver man præsenteret for første afsnit af HBOs mest populære serier. For at starte en af dem skal man blot klikke på et af billederne. Resten af skærmen bliver mørklagt, videoen udvider sig en smule, og man kan vælge at begynde afspilningen med det samme.

Klikker man for eksempel på Game of Thrones-billedet, der befinder sig lidt nede på siden, påbegyndes første afsnit:


Foto: Hardware.no/HBO Nordic

For at gå til andre afsnit af Game of Thrones-serien klikker man på en lille knap under videoen, hvor der står "Hjemmeside til serien". Herefter bliver man ført videre til en oversigt over serien med en rullemenu for samtlige sæsoner samt en fin oversigt over alle episoderne.


Endelig en tjeneste, der har ALLE afsnit af serierne. Måske ikke så underligt, når nu det er HBO selv, der har lavet dem. Foto: Hardware.no/HBO Nordic

Her kan du også se videoen i et mindre format eller klikke på forstørrelsesknappen for at se videoen i fuldskærmstilstand.


Du kan klikke ind på hver enkelt serie og se en simpel oversigt over alle afsnit, afspille dem med det samme i en lille afspiller, som du så kan forstørre. Foto: Hardware.no/HBO Nordic

Vi har foreløbig kun testet tjenesten i kort tid, men indtil nu er vi ikke helt overbeviste om billedkvaliteten. HBO har sagt, at indholdet skal være tilgængeligt i op til 1080p (HD), men på de klip, vi har set, er kvaliteten langt fra lige så god, som vi havde håbet på, hvilket dette skærmdump illustrerer:


Foto: Hardware.no/HBO Nordic

Problemet er også, at vi ikke selv kan justere billedkvaliteten og tvinge den til at vise os videoer i 1080p-opløsning. Dette kan vi godt nok heller ikke hos konkurrenten Netflix, som også justerer kvaliteten automatisk, men der tager det blot et par sekunder før kvaliteten bliver væsentlig bedre. Det er endnu ikke forekommet, mens vi har testet HBO Nordic, som har en acceptabel billedkvalitet hele vejen igennem, men aldrig rigtig mere end det.

Et andet minus, vi er stødt på, er filmudvalget. Der er nok ikke mange, der køber et HBO-abonnement på grund af deres filmudvalg, men vi havde alligevel forventet flere film. De oplister filmene alfabetisk, og man er nødt til at klikke sig ind på hvert enkelt bogstav for at se hvilke film, der er tilgængelige. På langt de fleste sider er der ikke mere end 3–4 film, mens enkelte sider er helt tomme.

På trods af at billedkvaliteten og filmudvalget ikke lige frem slog os bagover, så gav tjenesten os alligevel appetit på mere. Menuerne er lækre, brugerfladen var intuitiv, og når HBO Nordic også bliver tilgængelig på smartphones, så begynder det virkelig at blive spændende.

Læs også: Så er YouSees Netflix-konkurrent landet

Læs artiklen på hardware.no

Oversat og redigeret af Janus Bødker.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.