Facebook-virus er yderst farlig

»Mellem 1.000 og 10.000« danske profiler på det sociale medie er inficeret, siger ekspert.

Klik ikke på mystiske videoer med tillokkende overskrifter på Facebook.

Risikoen er, at du kommer til at inficere din computer med en virus, som billedligt talt udgør en pivåben bagdør til din computer og giver bagmændene mulighed for at installere yderligere virus.
Men trods advarsler dagen igennem har computervirussen, som fortsat breder sig på Facebook, ifølge Peter Kruse fra CSIS ramt flere tusinde danskere.

»Vi taler realistisk set om et sted mellem 1.000 og 10.000 danske brugere, som er inficeret. Men det kan være flere,« siger it-sikkerhedseksperten, som dagen igennem har fulgt udviklingen.

Virussen breder sig ved, at inficerede brugere automatisk og uden at vide det sender personlige beskeder med et link til det ondsindede virusprogram videre til brugerens venneliste på Facebook.

»Man får en besked med et link, eller man bliver tagget i det, der ligner en video, som lokker med »oh my god!« eller »private video«, hvor dit eget profilbillede indgår i linket. Og så bliver man jo nysgerrig og klikker på det,« siger Peter Kruse.

Han forklarer dog, at man først bliver inficeret med den ondsindede software, hvis man klikker på linket, og derefter svarer ja til at installere en særlig udvidelse til den anvendte internetbrowser.

»De (bagmændene, red.) har derefter fuld kontrol over det indhold, der bliver distribueret på Facebook fra din profil. Men de kan også fodre din maskine med andet kode og installere andre programmer. I virkeligheden taber man derfor helt kontrollen med maskinen. Så der er god grund til bekymring,« siger Peter Kruse.

Ifølge it-sikkerhedseksperten er det formentlig it-kriminelle personer med profit for øje, der står bag virussen.

»Det er fornuftigt nok set med bagmændenes briller, for de får adgang til et stort antal maskiner på den her måde. Virussen spreder sig jo hurtigt viralt, for ofte så stoler man jo gerne på ting, man får tilsendt fra ens venner på sitet,« siger Peter Kruse.

»Det kan de udnytte til at tjene penge på at installere andre programmer for andre. Så det er på alle måder en ond cirkel at få den her ind,« tilføjer han.

Peter Kruse råder inficerede brugere til i først omgang manuelt at fjerne udvidelsen i browserens indstillinger. Men hvis ens computer først er inficeret, er der ingen garanti for, at det er nok.

»Det eneste 100 procent sikre løsning er at geninstallere maskinen. For jeg kan ikke garantere, at den her udvidelse ikke har nået at installere andre virusprogrammer på, før den er blevet slettet,« siger Peter Kruse.

Dertil kommer, at ganske få antivirusprogrammer på nuværende tidspunkt er opdateret med informationer om den nye virus. Derfor er det, hvis man er ramt, en god idé at slukke for computeren for at stoppe spredningen og derefter vente på, at ens antivirusprogram bliver opdateret og kan fjerne den ondsindede software.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.