Ekspert spår 112-app'en svære kår

En ny 112-app skal fortælle alarmcentralen, hvorfra folk ringer – hvis de altså har downloadet app'en. Det er dog ret usandsynligt, forklarer forsker i risikokommunikation.

Når der sker en alvorlig ulykke, kan den kommende 112-app hjælpe med hurtigere at lokalisere, hvor uheldet har fundet sted.
Når der sker en alvorlig ulykke, kan den kommende 112-app hjælpe med hurtigere at lokalisere, hvor uheldet har fundet sted.
Hvis du kommer ud for et uheld, og du ikke ved, præcis hvor du befinder dig, vil en 112-app i fremtiden kunne oplyse din lokalitet til alarmcentralen. Det kræver dog, at du har downloadet den og har en smartphone, og den lille betingelse kan have stor betydning, forklarer Nina Blom Andersen, der er forsker i risikokommunikation og ulykker.

- Vi lever ikke med blik på, at der kan ske et eller andet forfærdeligt lige om lidt. Det kan være en knaldgod idé med sådan en app, men det er ikke ensbetydende med, at folk tager den til sig, fortæller hun.

Automatisk app

Det er Rigspolitiet, Københavns Brandvæsen og Kort- og Matrikelstyrelsen, der står bag app’en, der skal gøre det nemmere at finde frem til nødstedte, og i 112-sekretariatet ser man frem til, at app’en er færdig. Det sker nemlig ofte, at folk ikke kan forklare, hvor de befinder sig, og det er et stort problem, siger Steen Herlev Andersen, der er leder af sekretariatet.

- Unge mennesker, der kører galt om natten, er måske berusede og har måske taget stoffer. Der er panik derude, bilen brænder, og der er fastklemte i bilen, men de aner ikke, hvor de er. Det er virkelig svært, forklarer han.

App’en, der bruger smartphonens eget GPS-system, kræver ikke noget og sender automatisk data afsted, når man ringer 112.

- Målet er, at appen kommer til at ligge som en hvilende app på smartphonen, som først bliver aktiveret, når en person foretager et alarmopkald. Idet, der bliver ringet 112, starter app’en op i baggrunden, og så begynder den at søge efter GPS-satellitter, oplyser Mads Bjørn-Møldrup, teamleder i Integraph, som står for det tekniske arbejde.

Handler om relevans

Men problemet er ikke, hvordan 112-app’en fungerer. Problemet er, at folk ikke tænker over, at de kan få brug for den og derfor ikke mener, at den er relevant, vurderer Nina Blom Andersen.

- Folk forholder sig først og fremmest til, hvilke udfordringer de står over for i hverdagen. De, der vil bruge sådan en app, er nogen, der ser frem i tiden eller måske tidligere har oplevet at stå i en situation, hvor de ikke kunne give en præcis anvisning til alarmcentralen. App’en skal have en eller anden relevans, men der er rigtig mange, der vil opleve, at den ikke umiddelbart har det, forklarer hun.

Derfor er det ifølge Nina Blom Andersen vigtigt, at man sørger for at understrege app’ens vigtighed over for dem, der måske ikke kan se relevansen. Det handler om at fortælle den nære historie – at app’en kan redde liv.

Hos Kort- og Matrikelstyrelsen er man klar over, at det kan blive svært.

- Vi er fuldt opmærksomme på den udfordring, der ligger i at få kommunikeret brugen af den her app. Vi vil derfor lave en informationskampagne, og vi har afsat en tredjedel af budgettet (der i alt er på en mio. kr., red.) til kommunikation, fortæller Steffen Svinth Thommesen, teamkoordinator i Kort- og Matrikelstyrelsen.

Med den nye applikation, der er forventet færdig til december, vil alarmberedsskabet kunne få oplyst tilskadekomnes position med mindre end 10 meters usikkerhed.

Artiklen er blevet til i samarbejde med journalistuddannelsen på Roskilde Universitet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.