Apple fyrer endnu en kortchef

Skandalen om de problematiske Apple-kort, koster nu endnu en chef jobbet. Problemerne er fortsat ikke løst.

Apples kort er fyldt med fejl
Apples kort er fyldt med fejl

Kun få uger efter at Apple sparkede mobilchef Scott Forstall ud af hovedkvarteret i Cupertino, Californien, ryger der nu endnu en Apple-chef samme vej. Denne gang er det den chef, der er direkte ansvarlig for de problematiske Apple-kort, Richard Williamson, der må sige farvel til selskabet.

Apple Maps er en af de mest pinagtige historier i nyere tid for Apple, der offentligt har måttet undskylde over for kunderne, at produktet er så skidt skruet sammen.

De berømte og berygtede kort var en del af den nyeste opdatering til Apples mobilsoftware, iOS, og skulle have været en fuldgod erstatning for den den hidtidige kortapp på iPhone, Google Maps. Slagsmålet med Google om mobilpatenter har dog betydet, at Apple har strippet sit nye mobilsystem for Google-produkter, men Apples egenproducerede kortapp viste sig at være langt fra klar til lancering.

Bornholm flyttet til Greve Strand

Da millioner af iPhonebrugere i sensommeren opdaterede deres telefoner til den nye software, opdagede folk hurtigt, at Apples egne kort mildest talt var upræcise. I Danmark var Tårnby eksempelvis placeret ude på Saltholmen, Bornholm var flyttet til Greve Strand og svenskerne måtte sande, at Göteborg var helt forsvundet fra jordens overflade.

Der gik hurtigt sport i at finde fejl og poste dem på nettet - og Apple-chefen Tim Cook måtte beklage offentligt, at det ellers så perfektionistiske Apple havde skruet en så fejlfyldt app sammen.

Apple Maps er ellers en ganske brugbar løsning på papiret og byder blandt andet på stemmestyret navigation, så man kan bruge sin iPhone som GPS i bilen. Men hele balladen om kort-appen betød alligevel, at der kort efter lanceringen blev offentliggjort analyser, der for første gang viste, at iPhone-brugernes tilfredshed var i fald.

Nokia og Google udnytter miseren

iPhonen er Apples bedst sælgende produkt og tegner sig for over halvdelen af Apples omsætning, og derfor er produktets ufejlbarlighed uhyre vigtigt for selskabet.

Både Nokia og Google var vakse ved havelågen til at udnytte miseren. Google er fortsat undervejs med en fuldblods kortapp til iPhone, mens Nokia på rekordtid fik lanceret en iPhone-app, der gav de nødstedte iPhone-ejere adgang til Nokias berømte navigationssystemer.

Apple Maps er en såkaldt cloud-baseret løsning, hvor kortene løbende hentes fra Apples servere under brug. Derfor vil mange fejlrettelser på kortene ske uden at brugeren opdager det - men hovedparten af problemerne med kortene består fortsat.

Berlingske Tech er på Facebook. Følg os her.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.