Træning kan blive en besættelse

Træning er for de fleste sundt for både krop og sjæl. Men for en gruppe motionister er træningen blevet en usund besættelse. Thomas var i knap ti år træningsafhængig.

Juleaftensdag. Ligesom årets 364 andre dage var denne dag ingen undtagelse. Træningsdagbogen skulle fodres med minimum én times træning, inden Thomas kunne sætte sig til julebordet med resten af familien. Under påskud af at skulle hente noget på sit arbejde, sneg han træningstøjet i en taske, tog ind på arbejdspladsen og bankede pulsen op med trappetræning.

»Ren intervaltræning til træningsdagbogen. Men nok var aldrig nok. Jeg var aldrig tilfreds. Havde altid dårlig samvittighed over, at jeg burde have trænet mere,« siger 46-årige Thomas, der i dag kan se tilbage på et mørkt årti, hvor træningen kammede over og stjal hans liv.

Tidligt hver morgen tjekkede han ind i fitnesscentret og løb en time på crosstraineren og løbebåndet. Om aftenen snørede han igen løbeskoene. Ikke engang på arbejdet fik pulsen lov til at hvile.

»Hvis jeg kunne se mit snit til det, kunne jeg godt lige tage elevatoren ned i kælderen og tage turen op ad trapperne en 10-15 gange i frokostpausen.« Det passede lige med, at han kunne nå op i samme fart som elevatoren, medmindre der altså var nogle andre, der skulle bruge den. Så måtte han vige.

»Det irriterede mig. Jeg blev ulidelig at være sammen med, hvis der kom forhindringer, så jeg ikke kunne få lov til at træne. Jeg var helt fokuseret på min træning og planlagde hele tiden, hvordan jeg skulle træne dagen efter.«

Træningsdagbogen motiverede ham, men satte ham også under konstant pres. »Jeg var meget resultatorienteret. Hvis jeg havde sat mig for at løbe 30 kilometer, men kun nåede de 28, var jeg ikke rar at være sammen med. Ikke engang hvis jeg nåede de 30, var jeg tilfreds. Jeg kunne jo godt lige have løbet fem kilometer mere. Det ville se godt ud i bogen.«

Træning var for Thomas blevet en besættelse. Han var træningsafhængig. En ny dansk undersøgelse viser, at Thomas ikke er den eneste. »Seks procent af idrætsaktive danskere scorer så højt på testen, at de med stor sandsynlighed er træningsafhængige,« siger psykolog og ph.d.-studerende Mia Lichtenstein, som netop har udgivet bogen »Besat af træning« på baggrund af hendes undersøgelse af næsten 600 idrætsaktive, voksne danskere.

Læs også: Varm på den aktive måde

De træningsafhængige, hun har været i forbindelse med, træner i gennemsnit 14 timer om ugen, mens ikke-afhængige motionister ligger på et snit på seks-syv timer om ugen. Men træningsafhængighed handler ikke kun om træningsmængden, men også om hvordan træningen fylder i ens liv.

»Jeg har oplevet folk, der har fravalgt det at få børn, fordi træningen var vigtigere. Samtidig beskriver de træningen som et helvede. Det er jo et hæsligt mønster« siger Mia Lichtenstein. Den største risikogruppe findes i miljøer, hvor der er meget fokus på store træningsmængder og kropsform, som for eksempel inden for løb, triatlon og fitness. 

»Maraton er i dag noget, alle gør. Så hvis man skal være unik, må man sætte sig et mere ekstremt mål som eksempelvis en ironman eller et 100 kilometer løb. Der er en tendens til, at målene og vejen derhen bliver mere og mere ekstreme inden for de her subkulturer,« forklarer Mia Lichtenstein.

Der kan være flere årsager til, at træningen kammer over og bliver en afhængighed. Mia Lichtenstein forklarer, at det for nogle grunder i mangel på anerkendelse og handler om at få opbygget selvværd, mens det for andre nærmere er en flugt fra noget svært som for eksempel et ægteskab, der ikke fungerer, eller en tristhed, modløshed eller angst, som træningen er med til at dulme.

»Det kan også være rigtig fint at bruge motionen til at regulere sådanne følelser, men det hjælper bare ikke noget, hvis man ikke får fat i det, der ligger bag, og man kun har motionen til at løse det med. Så kan det, der i starten var løsningen på problemet, ende med at blive selve problemet,« siger hun.

Læs også: Varme på den afslappede måde

Thomas var 40 år, da træningen begyndte at overtage hans liv. Han har, lige siden han var dreng, løbet en tur i ny og næ. Men da hans kone blev alvorligt syg, begyndte han at løbe mere fast. »Det var et mentalt rum for mig, hvor det eneste, jeg skulle koncentrere mig om, var at løbe,« siger Thomas.

Løbeturene blev mere systematiseret, og han startede i en løbeklub. »Jeg kom i et miljø, hvor der var status i at løbe meget og langt. Var man ikke med på de lange ture på 20-25 kilometer, var man ikke noget,« siger han.

Det samme gjaldt i fitnesscentret, hvor han og to træningsmakkere hele tiden pressede hinanden til at træne mere. »Fitness-centret var min lille firkantede kasse, hvor jeg præcis vidste, hvad jeg kunne og ville,« siger Thomas. Træningsdagbogen blev fodret flere timer om dagen, alle årets 365 dage, uden undtagelse. Han var afhængig. Træningsafhængighed har store sociale konsekvenser.

Facebook: Mere sundhed og træning

»Familie, venner og kollegaer bliver tilsidesat på grund af træningen. På arbejdet møder man senere og senere, fordi man skal træne. Derhjemme fortæller man, at man har et vigtigt møde. I det hele taget danner der sig et mønster, hvor man opdigter historier for at dække over sin træning,« siger Mia Lichtenstein. Men også kroppens fysik lider under den overtræning som træningsafhængigheden kan føre til.

»Kroppen har brug for pauser for at kunne reparere småskader og tanke depoterne op efter fysisk træning,« forklarer læge, foredragsholder og maratonløber Jerk W. Langer. Overholder man ikke den pause, fortsætter muskler og sener med at være overbelastet, de udvikler en vedvarende betændelsestilstand, og man præsterer ikke bedre.

»Tværtimod siger kroppen på et tidspunkt stop. Præstationsevnen falder. Man bliver træt, sover dårligt, rammes af gentagne luftvejsinfektioner og har ondt i musklerne,« siger han. Dertil kommer utallige overbelastningsskader i skinneben, knæ, akillessener og hoften. De mere langsigtede konsekvenser af træningsafhængighed, kender man ikke til.

Men Jerk W. Langer er bekymret. »Hvert år ser vi nogle motionister falde om med hjertestop. Det kan der være forskellige årsager til, men med den stigning i forekomsten af træningsafhængighed, som jeg fornemmer i øjeblikket blandt motionister inden for triatlon, maraton, crossfit og fitness, frygter jeg, at det kun er et spørgsmål om tid, før disse pludselige hjertedødsfald bliver meget mere hyppige.

Og vi taler altså ofte om familiefædre i deres bedste alder,« siger han. Psykisk kan afhængigheden resultere i kronisk stress, fordi kroppen aldrig får lov til at hvile. Stresshormonerne adrenalin og kortisol er konstant forøget. I værste fald kan det ende med et mentalt sammenbrud eller angstanfald.

»Om det er fysikken eller psyken, der bukker under først, er forskelligt fra person til person. Men på et tidspunkt siger kroppen stop,« siger Mia Lichtenstein.

Læs også: Fremtidens sukker er kalorielet

Overbelastningsskader løb Thomas sig fra. Ja, faktisk har han præsteret at gennemføre et maraton med en fiberforstrækning i låret. Men på et tidspunkt i 2010 siger psyken stop. En sag på arbejdet slog ham helt ud, og han fik en depression. »Det var helt mørkt, alting var ligegyldigt, og jeg tænkte ikke længere på andre,« siger Thomas.

Han var efterhånden reduceret til en misbrugt overtrænet krop, da en chef fra en anden afdeling rådede ham til at gå til en psykolog. »Jeg erkendte, at jeg ikke kunne bruge træningen mere. At jeg var nået til et sted, jeg ikke kunne træne mig fra.«

Gennem samtaler med psykologen får han nogle redskaber til at finde grænserne igen. Det første års tid får han også antidepressiv medicin. Og så bliver han skilt fra sin kone og flytter fra familien.

»Det var en konsekvens af min afhængighed, men også en langvarig krise i forholdet. Jeg skiftede scenen ud, og fik nogle perioder, hvor jeg kun skulle tage hensyn til mig selv. På den måde var der ikke længere det samme behov for at løbe fra noget,« siger han.

Træningsdagbogen slutter i februar 2010, og Thomas er i dag en sjælden gæst i løbeklubben. Han løber stadigvæk, men slet ikke i samme omfang. »Jeg har behov for den mentale tilstand, jeg får af at løbe selv. Men det er ikke fordi, jeg er tilbage i spiralen. Det handler om at pleje mig selv.«

Thomas har ikke ønsket at indvie andre end psykologen i sin afhængighed, fordi han var bange for at møde fordømmelse og kritik. Efterhånden har han lagt træningsafhængigheden bag sig, men mærker stadig til den stress, som misbruget af træning gav ham.

»Jeg kan ikke overskue det samme som før og har svært ved for meget socialt selskab. Jul og nytår har været en hård periode, hvor jeg har været meget træt. Men det er den pris, jeg betaler.« 

»Thomas« er 46 år og arbejder i mediebranchen. Af hensyn til familie og venner ønsker han ikke at stå frem med navn og billede. Hans rigtige identitet er redaktionen bekendt.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.