Stor nedtur for Wozniacki ved Australian Open

Caroline Wozniacki er færdig ved Australian Open efter et nederlag i første runde.

Caroline Wozniacki er færdig ved Australian Open efter en stor nedtur i første runde mod kasakheren Yulia Putintseva.

I 35 graders varme tabte den danske tennisfavorit med 6-1, 6-7 og 4-6 til den 21-årige modstander, der rangerer som nummer 76 på verdensranglisten.

Wozniacki fik ellers en fremragende åbning på kampen med et rent serveparti efterfulgt af et servegennembrud.

Da den danske storfavorit lidt senere bragte sig foran med 3-0 begyndte Putintseva at skælde ud på sig selv. Selv om kasakheren fik reduceret til 1-3 måtte ketsjeren en tur ned i gulvet, og det var tydeligt, at de mange fejl irriterede hende.

Første sæt blev sikkert styret hjem af Wozniacki på lidt over en halv time.

Andet sæt udviklede sig til lidt af et mareridt for den tidligere verdensetter. Sættet fik en blandet indledning, efter at de to spillere havde taget sig en lang drikkepause i den hårde, bagende sol.

Det begyndte lovende for Wozniacki, da danskeren indledte med et servegennembrud, men Putintseva brød straks tilbage til 1-1.

Den unge kasakher tog også det næste parti, der udviklede sig til en lang affære med flere missede breakmuligheder til Wozniacki.

Det lange parti tog alligevel hårdt på Putintseva, der slet ikke havde en chance, da Wozniacki kort efter servede sig på 2-2. Bagefter blev det til et rent dansk servegennembrud til 3-2.

Meget nemt øgede Wozniacki til 4-2, og på det tidspunkt tydede meget på, at resten af kampen ville ende som en ren dansk parade mod anden runde.

Sådan skulle det slet ikke gå. Yulia Putintseva fik hanket op i sig selv og udlignet til 4-4, inden kasakheren servede sig foran 5-4 i et tæt, langstrakt parti.

De to spillere holdt herefter hinanden i skak til 6-6, hvilket betød, at andet sæt skulle afgøres i en tiebreak. To kasakhiske serveesser gav Putintseva en føring på 4-1, og det lykkedes hende at vinde tiebreaken 7-3.

Nu begyndte det for alvor at se sort ud for Wozniacki, der fik brudt sin serv i indledningen på andet sæt.

Oveni de tiltagende problemer blev danskeren tilset af en læge på grund af en vabel på foden, og da spillet blev genoptaget kom Wozniacki bagud 0-2.

Kampen tog atter en uventet drejning og denne gang til dansk fordel, da Wozniacki nu vandt tre partier i træk.

Det blev 4-4, og danskeren havde bragt sig foran 30-0 i et eget serveparti, men alligevel lykkedes det Putintseva at få brudt til 5-4. Herefter kunne hun sikkert serve sejren hjem.

/ritzau/

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.