Kommentar

Med Bendtner vil jeg se det, før jeg tror det

Bendtner skal angiveligt til Wolfsburg. Det første, der slog mig, da jeg hørte det, var en tre år gammel diskussion.

Flemming Fjeldgaard, sportsredaktør, Berlingske
Flemming Fjeldgaard, sportsredaktør, Berlingske
Det er godt tre år siden, jeg havnede i en halvhidsig diskussion med en tidligere kollega.

Det gjorde jeg, fordi sportsredaktionen i juni 2011 til BT havde skrevet historien om fodboldspilleren Nicklas Bendtners festferie i New York og Las Vegas sammen med drengevennerne fra Amager.

Det var så afgjort en relevant historie, syntes jeg, for Bendtner - også dengang med et skrigende behov for spilletid - havde meldt afbud til U21-EM i Danmark med den begrundelse, at han mest af alt trængte til kvalitetstid med sin lille søn.



Bendtner sagde altså ét og gjorde noget ganske andet.

"Nu får I jo ikke en solohistorie på Bendtners næste klub," sagde den tidligere kollega, som ikke kunne begribe, at vi ville ødelægge relationen til Bendtner med denne artikel om festferien i USA.

Jeg mindede om, at den eneste relation, der betyder noget for os, ganske indlysende og stadig udelukkende er relationen med vores læsere.
Lød det for helligt?



Men jeg nåede da vist også lige at pointere, at relationen med Bendtner ragede mig præcist lige så lidt, som den samme relation så ud til at bekymre Bendtner selv. Og så fik jeg endda med i diskussionen, at min fornemmelse klart sagde mig, at de historier, der fremover ville lægge sig i Bendtners kølvand, næppe ville handle om ret mange spektakulære klubskifter.

I årene, der fulgte, handlede det meget sjældent om mål eller minutter på banen, når der skulle skrives om Bendtner. Det handlede om ballade.
Det handlede om biluheld, slagsmål, hærværk, spirituskørsel og natteroderi i enten København eller England. Det handlede om utilstedelig opførsel, og ikke sjældent var udgangspunktet alkohol.
Bendtner gjorde intet for at nedtone det image, der blev bygget. Hans profiler på de sociale medier blev læsset til med festbilleder, af fadøl og cocktails.



Vi skrev om hver eneste nedtur, om hvert eneste lille eksempel på den diskvalificerende attitude, man lærte at forbinde med Bendtner.
Tænk bare, hvilke krampagtige skrivenumre og dybt utroværdige krumspring, vi skulle have begået i de år, hvis vi skulle have bevaret dét, den tidligere kollega kaldte en god relation til Bendtner og hans rådgivere. Vi ville skrevet vores troværdighed ihjel, mens vi gik og ventede på et klubskifte til Wolfsburg som solohistorie. Det var den første tanke, der slog mig, da jeg hørte, at Bendtner skal til Bundesligaen. Nu er den tanke så delt med jer.

Bendtner bad ofte om respekt i de år, det bare sejlede uden for banen. Hans skiftende rådgivere bad om respekt.
Men hvad var det egentlig, vi skulle respektere?
I hvilken busk havde man begravet hovedet, når man mente, at Nicklas Bendtner kunne kræve nogen form for respekt af den offentlige opinion?



Jeg er af den opfattelse, at man da må bedømmes på sine gerninger, og ikke ret meget, jeg oplevede fra Bendtner, rimede på respekt. Hans velgørenhedsarbejde for især børn var en flot og prisværdig undtagelse.

Jeg så næsten kun balladen, den håbløse opførsel og en mand, der tilsyneladende intet ønskede at gøre for at etablere den respekt, han ellers ønskede sig. Forleden smed han en bh på sit skridt og lagde næsten-nøgenbilledet af sig selv på Instagram.
Jamen, kæreste menneske ..

Det er her i klummen, at man om andre dorske sportsfolk ville skrive, at der i virkeligheden er tale om en aldeles pragtfuld dreng, som er både god og rar.
Det er han sikkert. God og rar ved både børn, voksne, skildpadder og stueplanter.
Det har jeg desværre aldrig selv oplevet. Det har mange journalister til gode.
Og jeg skal ikke udelukke, at det forhold også har båret en enkelt kvist eller to til bålet gennem årene, denne opblæste og halvvejs perfide facon, han ofte tog med sig til mødet med mange journalister.



Hvis det kom til at påvirke det billede, vi malede, skal jeg beklage. Det ville afgjort være en journalistisk svaghed.

Bendtner har nu fået en ny arbejdsgiver. Den tyske Bundesliga-klub Wolfsburg overtager ansvaret for en af de mindst forbilledlige fodboldspillere, der har spillet professionelt i alle de år, jeg har fulgt med fra sidelinjen.
Held og lykke med det.

Jeg hører allerede dygtige iagttagere, der mener, at det kan blive godt. Det er en ambitiøs klub, og det er en levende liga, og man noterer sig endda, at Bendtner på det seneste har lagt nye billeder på sin Instagram-profil.
Billeder af træning, af arbejde, af seriøsitet.



Jeg mener, det er ret enkelt med Bendtner. Han havde ikke den mentale styrke eller den sult, der kunne flytte ham derhen, hvor hans egne forventninger lå placeret. De lå højt. Og meget højere end han kunne nå.
Jeg havde heller ikke selv som fodboldspiller den mentale styrke. Overhovedet ikke. Og det kikser for 99,9 procent af alle, der forsøger sig.

Talent kommer ingen vegne uden den ærgerrighed. Ikke uden en stærk offervilje. Men hvis han havde den styrke, der skulle til, havde der aldrig været en fadøl i hans billedstrøm eller alle de sene nætter.

Har han så lært det nu?
Jeg har hørt fra dygtige sportsfolk, at det ikke sådan er til at lære at være professionel også mentalt.
Jeg vil se det, før jeg tror det med Bendtner.

Men jeg kunne virkelig godt drømme om, at der snart kunne skrives en ny historie om Danmarks engang mest talentfulde angriber.
For ville betyde, at han er blevet klogere. Og at han har udviklet sig til det meget bedre. 
Den gode historie er trods alt til enhver tid den bedste.
 
Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.