Frustreret Francesco Totti truer med at forlade Roma

Roma-legenden er utilfreds med ikke at spille ret meget, og han kræver mere respekt fra klubben.

Rom: Til september bliver Francesco Totti 40 år, men den italienske fodboldspiller føler sig hverken fed eller færdig.

Derfor er den levende Roma-legende også yderst frustreret over, at det kun er blevet til minimal spilletid i denne sæson, først på grund af en skade, men siden også fordi han ikke er blevet fundet god nok til en plads i hovedstadsklubbens startopstilling.

Nu er det kommet så vidt, at Francesco Totti truer med at forlade den klub, han har repræsenteret i hele sin seniorkarriere.

- Jeg kan ikke blive i Roma på denne måde, siger den tidligere landsholdsspiller, der var med til at vinde VM i 2006.

- Det gør ondt at sidde på bænken. Jeg kan godt forstå, at jeg i min alder spiller mindre, men det er dårligt for mig at slutte min karriere på denne måde, når man tænker på, hvad jeg har ydet for Roma.

- Jeg kræver mere respekt for det, jeg har ydet her, siger Francesco Totti til Rai ifølge Football Italia.

Senest måtte den mangeårige Roma-anfører nøjes med tre minutter som indskifter, da klubben tabte 0-2 hjemme til Real Madrid i ottendedelsfinalerne i Champions League.

Francesco Totti, der har scoret næsten 250 mål i den italienske Serie A siden debuten i 1993, har angiveligt et mindre godt forhold til Romas cheftræner, Luciano Spalletti, der i sidste måned tog over efter fyrede Rudi Garcia.

- Hvordan er mit forhold til Spalletti? Vi siger "godmorgen" og "godaften". Det er det. Han siger pæne ting om mig til aviserne, men ikke til mig.

- Jeg respekterer ham som træner, og jeg tror, at han har det, der skal til, for at blive i Roma, siger Francesco Totti, der for 15 år siden førte Roma til klubbens seneste mesterskab.

Veteranens frustrationer skyldes også en generel usikkerhed om fremtiden, eftersom hans kontrakt udløber til sommer.

- Jeg afventer nyt fra James Pallotta (Romas præsident, red.), og jeg vil evaluere situationen.

- Jeg forventer en fair behandling, så folk fortæller mig, hvordan situationen reelt er, siger Francesco Totti.

/ritzau/

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.