Fodboldlandsholdets nye stemme er til Liverpool og åbenhed

Godt og vel fem måneder efter at Dansk Boldspil-Union (DBU) - efter 22 års tjeneste - fyrede kommunikationschef Lars Berendt, kunne fodboldorganisationen tirsdag præsentere afløseren.

Valget er faldet på 43-årige Jakob Høyer, der kommer fra en stilling som direktør i kommunikationsvirksomheden LEAD.

Med en fortid som blandt andet politisk rådgiver, kulturredaktør og DSB-underdirektør kan et job i fodboldverdenen ligne et skarpt højresving i Jakob Høyers karriere. Men fodboldinteressen har altid været der, fortæller han.

- Jeg spillede som knægt i Boldklubben Skjold på Østerbro i København. Jeg spillede oftest i forsvaret, og jeg var en spiller, der løb meget uden at være så teknisk begavet. Det var mere vilje end talent, må jeg indrømme. Det er vist godt, at det ikke er det, jeg skal leve af, siger Jakob Høyer, der tilføjer, at han i dag ofte går til fodboldkampe - både herhjemme og i udlandet.

- Fodbold kan noget helt unikt - i en tid, hvor vi efterhånden har hver vores personlige tv-kanal og i det hele taget ikke har særlig meget fællesskab, så kan VM i fodbold stadig samle mange hundrede millioner.

Med en kommende topstilling i DBU mener Jakob Høyer ikke, at det er passende at komme ind på, hos hvilken dansk klub sympatien ligger. Han svarer i stedet med stor sans for diplomati, at han "holder med alle danske hold, der spiller god fodbold".

Hvad med dit favorithold i udlandet? Den er vel gratis.

- Det kan man sige. Meget hænger sammen med, hvornår man begynder at interesse sig for fodbold. Det gjorde jeg i 1980erne, hvor Liverpool var et stort hold. Og dem har jeg så fulgt lige siden...og det har for det meste været en hård tid, siger Høyer og tilføjer, at landsholdet også altid har stået hans hjerte nær.

- Det bedste landsholdsminde er for mig - ligesom mange andre - EM-triumfen i 1992. Vi kan alle sammen huske, hvor vi var, da finalen blev spillet. Jeg stod i Fælledparken i København, og det var en stor aften og en fantastisk oplevelse. Sådan tror jeg, at alle havde det.

Den 43-årige far til to skal nu lægge linjen for kommunikationen på det danske fodboldlandshold. Og det er en linje, der før i tiden har været kendetegnet ved Twitter-forbud og presseboykot. Jakob Høyer vil forsøge at komme DBUs image som en til tider støvet og lukket organisation til livs. Åbenhed er kodeordet.

- Landsholdet skal være til rådighed og stille den nysgerrighed, der er fra mediernes og fansenes side. Jeg tror på, at man kan komme meget langt med at være åben og være i øjenhøjde med dem, der skal kommunikeres med.

Jakob Høyer tiltræder sit nye job den 1. september.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.