4-kilometer-holdet giver dansk cykling stort håb. Både med henblik på VM- og OL-medaljer og med hensyn til, at man kan vinde uden heksekunstner.
16. februar 2008, 22:30
»Flere gode gør hinanden endnu bedre,« siger man i cykelsporten. Den gamle sandhed viser sig i 4-kilometer-holdets præstationer på ovalen, og i holdets afsmitning på sportens image generelt.
Direktør for Danmarks Cycle Union, DCU, føler sig nemlig 100 procent sikker på, at banelokomotivet kører på 100 procent rent brændsel.
»Et eller andet sted regner vi banesporten for generelt at være renere end landevejscyklingen. Der er nok også problemer i banesporten, og der ryger i hvert fald 50 ryttere til dopingkontrol i løbet af weekenden, så de er også under skarpt overvågning. Alle medaljekandidater som Alex Rasmussen og Michael Mørkøv er under UCIs monitering. Det er nu alligevel noget andet med 4-kilometer-holdet. De er i verdenseliten, og vi er helt, helt sikre på, at de er rene,« siger Jesper Worre.
Får det jer til at satse hårdere på banesporten?
»Nej, sådan har vi egentlig ikke tænkt det fra start. Men vi er da glade for, at de har vist, at man kan træne sig op på verdensklasseniveau. På landevej har man jo et eller andet sted sine tvivl om alle dem, der vinder. Så det er en ret stor fornøjelse at arbejde med nogle uden heksekunster i ærmet.«
Hvordan vurderer du tilskuerpotentialet?
»Det er jo ikke de samme mængder som på landevej. Men mulighederne er store. Vi er ved at bygge det op, og det er en god tv-sport. I år er der nyhedsdækning på de store kanaler, og jeg er overbevist om, at vi får live-sending næste år, når folk har set, hvor gode danskerne er her og ved OL senere.«
Hvor meget kan man få befolkningen op at ringe over banecykling?
»Hvis vi har nogle ryttere, der er gode, kan det blive topklasse. Vi har traditionerne tilbage fra Ordrup-banen (der blev lukket i år 2000, red.), men på en eller anden måde løb tiden fra udendørsbaner, hvor det er svært at få stemning. Indendørs kan det være helt fantastisk. Ved World Cup og tidligere VM i Manchester (hvor der er VM igen i marts, red.) er stemningen helt formidabel. Ved VM på Mallorca sidste år var det ren landskampstemning, når spanierne var på banen. Det er der ingen grund til at tro, at vi ikke også kan få herhjemme. Det afgørende er, at vi holder fast. Nu har vi World Cup næste år og bane-VM om to år.«
Hvad med pengene til det?
»Vores aftale med Team Danmark skal genforhandles efter OL, og vi er inde i et forløb nu, hvor vi beder om flere og flere penge år for år. Jeg er sikker på, det her er starten på en lang periode, hvor vi er rigtig gode,« siger Jesper Worre.
Team Danmark og DCU smider i år hver 2,8 millioner kroner i et kombineret baneprojekt og U/23-projekt.

































