18. marts 2008, 22:30

Man skal ikke blande sport og politik.

Så langt er de enige, den danske løber Rikke Rønholt og Venstres udenrigsordfører Søren Pind.

Men hvor politikeren Pind vil lægge ansvaret for OL-deltagelse over på den enkelte atlets samvittighed, vælger idrætsudøveren Rikke Rønholt omvendt at pege på de folkevalgte politikere som den fælles stemme, der i virkeligheden burde markere sig over for Kinas magthavere i en stedse mere ophedet OL-debat.

Forkert, mener Søren Pind.

»Vi står i dag i et hav af valg. Den moderne verden har åbnet markeder, grænser - forskellen mellem godt og ondt, mellem at gøre og ikke at gøre er ikke længere et politisk valg, som det var engang. Meget mere er blevet et samvittighedsspørgsmål,« skriver Søren Pind i sin blog.

Men argumentet om det personlige ansvar er for letkøbt, mener Rønholt, der synes, det er urimeligt at drage de enkelte sportsfolk ind i en storpolitisk konflikt.

»Man kunne have taget kampen, allerede da Kina i sin blev valgt som OL-vært. Der er ikke noget nyt i, at Kina har et problematisk forhold til menneskerettigheder. Men det er at misbruge OL, hvis man nu begynder at blande det ind i en politisk agenda, som i virkeligheden ikke har ret meget med selve begivenheden i Beijing at gøre,« pointerer Rikke Rønholt.

Sameksistens på tværs
I Rønholts optik handler OL om noget helt andet end politiske markeringer. Måske mest af alt om at vise over for verden, at man kan konkurrere indbyrdes i en sameksistens på tværs af religion, kulturforskelle og landegrænser.

»For mig at se er OL et af de sidste verdensfredsprojekter, der findes. Der er stor symbolsk værdi i Legene og de 14 dage, vi er sammen ved et OL, er med til at gøre verden større og mere mangfoldig. Jeg er ikke blind for, at Kina har problemer med menneskerettighederne, men hvis man endelig vil have det kinesiske styre i tale, er der langt mere hårdtslående argumenter at føre frem, end at lægge ansvaret over på en gruppe atleter,« mener Rønholt.

»Hvis sport og politik ikke skal blandes sammen, kan det vel heller ikke være op til politikerne at tage stilling til en eventuel OL-deltagelse. Så skal vi heller ikke blandes ind i, om det er vores ansvar at deltage ved OL. Der har ganske vist været andre tidspunkter i historien, hvor man politisk er gået markant ind i hele OL-debatten, men det var under den kolde krig og dermed en ganske anden verden,« mener Søren Pind med henvisning til den omfattende boykot af olympiaderne i henholdsvis Moskva 1980 og Los Angeles fire år senere.

I 2008 er det en anden historie. Nu handler det om at drage personlige konsekvenser, hvis man har anfægtelser over Kinas brud på menneskerettighederne eller landets ageren i den borgerkrigshærgede Darfur-region i Sudan.

»Se nu på en kulturpersonlighed som den amerikanske filminstruktør Steven Spielberg. Han brød sin kontrakt om at lave en film om åbningsceremonien ved OL i Beijing, fordi han ikke ville fremstå som en ny tids Leni Riefenstahl (instruktør, der arbejdede for Adolf Hitler i 1936, red.). Spielberg mener ikke, at Kina gør nok for at intervenere i konflikten i Sudan, og det er et klart eksempel på, at man ikke skal forvente politikerne legitimere, om det er rigtigt eller forkert at være med ved et OL,« mener Søren Pind.

Fantastisk signalværdi
Rikke Rønholt, der er formand for Aktivkomitéen, er endnu ikke stødt på en dansk OL-deltager med anfægtelser over at skulle til OL i Kina.

»Nej, ikke en eneste har givet udtryk for de overvejelser. Måske fordi drømmen om at deltage ved et OL lever så stærkt i den enkelte idrætsudøver. Vi har selvfølgelig alle vores individuelle holdninger til, hvad der foregår i verden i dag. Men jeg synes ikke, man hjælper situationen ved en boykot. Der er større symbolsk værdi i at være der end at blive væk. At så mange mennesker kan mødes og konkurrere har i sig selv en fantastisk signalværdi,« mener Rikke Rønholt, hvis biologiske far, den ghanesiske løber Sam Bugri, blandt andet deltog ved det terror-hærgede OL i München 1972.

»Han har fortalt mig om, hvordan det i sagens natur rystede alt og alle, da terroristerne dræbte de israelske OL-deltagere, men at man besluttede sig for at gå tilbage og kæmpe videre, netop fordi det var en måde at vise, hvordan man ikke lader sig kue på.«

»Det kan godt være, Søren Pind mener, det hverken er ham eller de øvrige politikere på Christiansborg, der skal give os »syndsforladelse« for at tage til Beijing. Men vi repræsenterer jo Danmark udadtil, og hvis man officielt har taget en beslutning om at tage til OL i Kina, er det jo ikke anderledes med vores deltagelse dér, end hvor man ad politisk vej beslutter sig for at sende soldater hen i verden.«