24. februar 2008, 22:30

Agenten har svært ved at skjule sin irritation.

»Morgan Andersen sidder ved siden af dig nu, Schiøtz. Kan han se mig ind i øjnene og sige, hvad jeg sagde til ham,« siger Jack Karadas.

Fodboldagenten er ikke tiltalt. Jack Karadas er egentlig bare kommet forbi retten i en halv time som vidne. I går kom han hjem fra ferie. Det var et blæsevejr af vestjysk omfang, som mødte ham, før han satte sig i den stol, hans sidder i nu.

I flere norske aviser kunne han læse store overskrifter om, at den bedrageritiltalte og tidligere fodbolddirektør i FC Lyn Oslo, Morgan Andersen, nu beskylder ham for noget, som er værre end slemt under retssagen: Nemlig at være en lyssky fodboldagent med drabstrusler som forretningsmetode.

»Jeg fik besked om, at jeg måtte sove med en pistol under hovedpuden resten af livet,« fortalte Morgan Andersen i retten dagen før med henvisning til trusler fra Jack Karadas.

Jack Karadas fortæller, at påstanden er en grov fortolkning af sandheden. Men han lægger ikke skjul på, at han som ansat i den kendte fodboldagent Rune Hauges firma Profile Sports var forbandet sur på Lyn-direktøren Morgan Andersen.

Scenen er Oslo Tingrett i sidste uge.

Det er her, Jack Karadas fortæller, hvorfor han og en hel flok andre agenter følte sig snydt.

Her vælter det rundt med informationer om den dramatiske kamp om et af verdens største midtbanetalenter, John Obi Mikel, som i dag spiller for Chelsea.

Chelseas ulovlige aftale
Som 16-årig regnes John Obi Mikel for at være et af verdens største talenter, og på det tidspunkt har rivalerne Chelsea og Manchester United fået øjnene op for talentet.

Ifølge Norges svar på Børsen, Dagens Næringsliv, blev der den gang indbetalt et beløb på omkring 300.000 kr. til den nigerianske klub Plateau United. Ingen af de to storklubber har nogensinde ville indrømme, at de har betalt pengene. Men sandsynligvis blev pengene overført af den nigerianske spilleragent John Shittu, som arbejdede for en af verdens største virksomheder inden for fodboldagentvirksomhed, The Sport Entertainment & Media Group (SEM).

Sagens kerne er egentlig meget enkel: Retten i Oslo skal tage stilling til, om en kontrakt mellem fodboldspilleren John Obi Mikel og fodboldklubben Lyn var et forfalsket dokument, som skulle give Oslo-klubben mulighed for at tjene mange millioner på spilleren.

Men skallen udenom denne kerne er langt mere interessant. Fodboldagenterne havde nemlig fundet en regulær guldåre i den unge nigerianske fodboldspiller. En åre, som indrømmet i retten var i strid med intentionerne i FIFA’s regler og love om, at europæiske klubber ikke må importere og skrive kontrakter med spillere under 18 år uden for EU og EØS.

Agenterne samarbejdede med en af verdens rigeste klubber, Chelsea. Men Chelsea havde et problem. De måtte ikke skrive kontrakt med en teenager. De ville have en mindreårig afrikaner knyttet til klubben. Og en ung afrikaner må gerne tage på gymnasium i Norge og spille fodbold som amatør. Afrikaneren er John Obi Mikel.

Det var den kendte norske fodboldagent Rune Hauge og hans firma Profile Sports, som sørgede for, at Mikel havnede på Norsk Toppidrettsgymnas lidt uden for Oslo og i fodboldklubben Lyn. Gymnasiet fik mere end 1,5 mio. kr. af Profile Sports til at dække udgifterne til undervisning, logi, mad og lommepenge for Mikel og tre andre nigerianske fodboldteenagere.

Rune Hauge og Jack Karadas havde en aftale med et af verdens mægtigste agentfirmaer SEM i London – som igen havde en aftale med Chelsea, om at spillerne skulle havne hos dem, når de fire spillere var fyldt 18 år. Men »små fisk« som Lyn makker ikke altid ret. Og Lyn ville ikke uden videre aflevere sit guldæg til Chelsea, som det angiveligt var aftalt.

Agenter som Jack Karadas taler sjældent offentligt, men han har ikke noget imod at fortælle retten om, at Lyn og Morgan Andersen burde have overholdt den ulovlige aftale.

»Det var godt nok imod FIFA’s regler. Men det var samtidig nogle af de største talenter i verden, som vi fik på norsk jord. Det er synd for norsk fodbold, at Lyn ødelagde et samarbejde med Chelsea,« siger agent Karadas.

»Men er det ikke forkert at bryde reglerne?«

Spørgsmålet kom fra Lyn-direktørens forsvarer Cato Schiøtz.

»Jo, i eftertiden ser jeg, at vi ikke skulle have gjort det. Men det er synd for norsk fodbold,« svarer fodboldagenten uden at se specielt brødebetynget ud.

MIkel ganske ukendt
Fodboldklubben FC Lyn er ikke en almindelig klub i Oslo. Den er et mødested for byens bedre borgerskab. Det siges, at den kan samle tusind mænd i smoking på en time. Men vi møder hverken mænd i smoking eller noget aristokratisk over det forløb, som vi får oprullet i Oslo Tingret i disse dage. Moral synes at være præcis det, som man selv vil gøre det til.

Det hele startede som en tilfældighed for sagens tiltalte, den daværende direktør for fodboldklubben FC Lyn Oslo, Morgan Andersen.

Morgan Andersen fik i 2004 et overraskende visit. Klubben havde kontor på Ullevaal Stadion i Oslo, hvor Tippeligaholdet i lighed med det norske landshold spiller sine hjemmekampe.

Forbi kom den udenlandske fodboldagent John Shittu sammen med de fire nigerianske teenagere. Ifølge Morgan Andersen ville de blot tage et kig på Norges nationalstadion på turen fra Gardemoen Lufthavn til deres første logi i Norge.

Den tiltalte fodbolddirektør forklarer sig med ryggen til tilskuerne og foran dommeren og to bisiddere stående fra pulten.

Retslokalets lyse paneler er en kontrast til forklaringen. Vi bliver som tilskuere inviteret inden for på indersiden af, hvad der sker i fodboldens mørke sider. Big business. Beskidt business.

»Jeg vidste ikke, hvem Mikel var,« hævder Morgen Andersen om sit første møde med Chelseas nuværende nummer 12.

Men det skulle både han og resten af fodboldverden komme til, hvis de ikke gjorde det før.

Lægerapporter fra Lyn
Morgan Andersen solgte et år senere den samme spiller til Manchester United for, hvad der skulle blive den bedste kontrakt, en ung spiller nogensinde har fået i storklubben. I hvert fald ifølge Morgan Andersens vidneudsagn.

Kontrakten var efter sigende bedre end den første kontrakt, Christiano Ronaldo fik med klubben.

Under forhandlingerne skulle Alex Ferguson personligt have forklaret Lyn-folkene, at Mikel var udset til at gå direkte ind på Manchester Uniteds midtbane og erstatte legendariske Roy Keane. Jon Obi Mikel ville tjene 19 millioner kroner om året. Og Lyn fik en betaling på 60 mio. kr. af Manchester United.

Der var bare et problem. Havde Lyn overhovedet rettighederne til at sælge spilleren?

Morgan Andersen siger ja. Han hævder, at John Obi Mikel skrev under på en kontrakt, som lå i en konvolut, som han viste til Lyns ejer Atle Brynestad før en kamp på Ullevaal den 24. april 2005.

Atle Brynestad havde på det tidspunkt store underskud i sit forretningsimperium i Norge, som bl.a. indeholder Norges svar på Bilka, Smart Club.

Samtidig har hans køb af Lyn for en krone i 1999 kostet ham mange millioner kroner. Penge som forgik med samme hastighed og automatik, som »Onkel« Kurt Andersens i sin første tid i AGF; til at dække konstante underskud i klubkassen.

Morgan Andersen fortæller i retten, at han ikke kendte til nogen underlæggende aftale med Chelsea. Andersen siger, at han pludselig opdagede, at den unge nigerianer Mikel havde indgået tre aftaler med tre forskellige agenter, og at han ville hjælpe den unge fodboldspiller ud af sin kattepine. Det handler nu pludselig om menneskehandel i fodboldens verden, mener den tiltalte.

I Norges fodboldforbund, NFF, vidste man intet om forbindelsen mellem fodboldagenterne og Chelsea. Man gav nigerianerne lov til at få såkaldte ungdomskontrakter med amatørstatus, så de kunne få lov til at spille i landet og for Lyn. En praksis, som FIFA senere har erklæret, var i strid med 18 års-reglen.

Agenten Jack Karadas mener, at det er helt misvisende, at Morgan Andersen ikke kendte til en aftale med Chelsea. Karadas siger, at fysioterapeuten hos Lyn endda sendte rapporter til Chelseas stab om helsesituationen hos de nigerianske spillere. Han er ikke i tvivl om, at Lyns direktør kendte til aftalen.

»Selvfølgelig gjorde han det,« siger han i retten.

Solskjær-forbindelsen
Fodboldagenten Jack Karadas fra Rune Hauges stald har én version. Mandag formiddag i sidste uge bliver retten præsenteret for en anden. Dialekten og fortiden afslører ham. Det er Norges anden store fodboldagent, Jim Solbakken. Han er i Danmark mest kendt for at have repræsenteret den tidligere FCK-stopper Brede Hangeland.

Jim Solbakken forklarer dommeren om sit særlige forhold til norsk fodbolds store søn Ole Gunnar Solskjær fra Manchester United. Et forhold, som har betydning for agentens relationer til United.
»Da jeg var ungdomsspiller i Kristianssund, spillede vi på samme hold,« forklarer fodboldagenten med den velkendte dialekt fra den vestlige del af Norge.
Via venskabet med Solskjær er Jim Solbakken kommet tæt på den engelske storklub. Han forklarer, at han har deltaget i en række handler med Manchester United igennem årene. Han giver Morgan Andersen rygdækning med hensyn til John Obi Mikels eget ønske om at flytte til Manchester.
Han fortæller, at Manchester United, for at være sikker på at John Obi Mikel ville til United, forlangte, at spilleren måtte ringe og personligt bekræfte, at han ville til storklubben. Det gjorde han.
Og med sig til retten har Jim Solbakken en lille rekvisit. Inden John Obi Mikel skrev under på kontrakten med United, bad han nemlig fodboldagenten om at tage Manchester-trøjer med hjem fra England med sit navn på.
»Vi skulle mødes i Stavanger til kampen mellem Viking og Lyn. Jeg havde 10 trøjer med til ham,« forklarer Jim Solbakken.
Millioner i bestikkelse
Det er de færreste spillere, som ikke kommer til at spille i Manchester United, når de først har fået en kontrakt med klubben. Men John Obi Mikel kom aldrig af sted.
14 dage efter nigerianeren havde skrevet under med United, startede en større ballade. Agenten John Shittu fra SEM besøger Mikel i Oslo, og Lyn melder nu Mikel savnet til politiet. 12. maj dukker han uventet op i London, og siger nu, at Morgan Andersen havde presset ham til at skrive under med Manchester United.
Derefter nægtede spilleren både at spille videre for Lyn og siden skifte til United. Lyn og United klagede derfor til FIFA over Chelsea og spilleragenten John Shittus opførsel.
Morgan Andersen mener modsat, at John Obi Mikel var blevet presset af sin agent til at skifte mening.
Sagen i England afsluttedes med, at Chelsea for 175 mio. kr. indgik et forlig med Manchester United og Lyn i 2006, som endegyldigt sendte nigerianeren til Chelsea.
Forhandlingerne var ifølge vidneudsagnet fra Morgan Andersen dramatiske. Den forklaring støtter Viggo Aaberg, som både var med til forhandlingerne og vidne i retten i Oslo. Lyn og Manchester United forlangte 18 millioner pund for spilleren. I en pause skulle chefen for SEM, Jerome Andersson, angiveligt have tilbudt Morgan Andersen og Viggo Aaberg 200.000 pund hver for at hjælpe med kontrakten i Chelseas favør.
Benægter underskrift
I retten blev der i mandags læst en vidneforklaring op fra hovedpersonen selv. John Obi Mikel er som ikke-norsk statsborger ikke forpligtiget til at være her. Og det er han heller ikke.
Men ordløs er han ikke. Et vidneforhør bliver læst op af statsadvokaten. Her forklarer Chelsea-spilleren, at han aldrig har tegnet kontrakt med Lyn, da han blev 18 år. En forklaring, som passer godt for Chelsea-lejren.
Mikel og Chelsea hævder nemlig fortsat, at spilleren blev presset af Morgan Andersen til at skrive under med Manchester United.
En materialeforvalter i Oslo-klubben kom med en lidt anden forklaring. Han snakkede dagligt med Oslo-klubbens spillere, når han spiste frokost.
»Jeg har aldrig set en spiller så lykkelig, som da han skrev under,« fortæller han.
Den 29. april 2005 underskrev John Obi Mikel en kontrakt med United. Det var begivenhed, som under stor opmærksomhed blev bekendtgjort i Oslo-klubbens lokaler.
Med Morgan Andersens ord gik den unge spiller fra at tjene 31.000 kr. i Lyn til 1,6 millioner kroner om måneden hos Manchester United.
Signaturen satte John Obi Mikel på United-kontrakten blot en uge efter, at han angiveligt havde skrevet en professionel kontrakt med Lyn i samme lønklasse som en norsk skolelærer.
Hvis Morgan Andersen har ret, så valgte stortalentet altså få dage før at tegne en kontrakt med lille Lyn i norsk fodbold, selvom storklubberne Manchester United og Chelsea stod klar lige uden for porten og lokkede med langt større beløb. Angiveligt skulle Real Madrid og AC Milan også have vist deres interesse. En uge senere valgte John Obi Mikel og Lyn så at lade ham komme til Manchester United. En handel, som sikrede Lyn en gevinst på omkring 50 mio. kr.
»Oh shit, Shittu«
I minutterne efter, at Manchester United kontrakten blev præsenteret i lokalerne hos Lyn, ringede fodboldagenten John Shittu til Jon Obi Mikel.
»Oh shit, Shittu,« sagde Obi ifølge Jim Solbakken.
Han tog telefonen og talte kort og lagde så på.
Den ringede fire til fem gange yderligere.
Mikel spurgte ifølge agenten, om han kunne få et nyt nummer for at slippe for Shittu.
Morgan Andersen og Jim Solbakken aftalte, at Lyn-klubbens ejer skulle sætte sit eget vagtselskab ind og passe på Mikel personligt i lejligheden i Bekkestua.
Mikel havde nemlig et fokus i kontrakten. Han ville sikre sig en stor sign-on fee. De mange penge skulle ifølge Solbakken gå til ét bestemt formål.
»Mikel ville bruge sin sign-on fee på at købe sikkerhed omkring sin familie i Nigeria. Han ville beskytte sin familie imod agenterne, som han var bange for,« hævder Jim Solbakken.
Når Oslo Tingrett den 13. marts beslutter, om Morgan Andersen er en svindler, og skal idømmes et år i fængsel eller ej, så vil hele snakken om moral i agentverdenen stå ubehandlet hen.
Jack Karadas chef, Rune Hauge, var også i retten. Han afviser med bidende ironi Morgan Andersens udsagn om at sagen handler om menneskehandel.
»Mikel fik nummer 12 på trøjen i Chelsea. Så han har det nok frygtelig dårligt ...«