KOMMENTAR

Den modvillige golfstjerne

Thomas Bjørns folkelige gennemslagskraft burde være en hel anden. Men han gør det svært for sig selv.

Flemming Fjeldgaard, sportsredaktør, Berlingske
Flemming Fjeldgaard, sportsredaktør, Berlingske
Jeg lærte at spille golf af Thomas Bjørn.

For 20 år siden på en idrætsdag på Silkeborg Amtsgymnasium var jeg havnet på driving range, fordi en sød pige fra parallelklassen havde meldt sig på golfholdet.
Sådan indretter man sig jo i den alder.

Thomas Bjørn var instruktør, og det var som at se Mozart holde styr på folkeskolens blokfløjtehold.

Det fortaber sig desværre i 90’ernes tåger, hvorfor i alverden Thomas Bjørn havde takket ja til den opgave. Vi burde ellers have undret os meget.
Han var allerede dengang i 1994 en semikendt figur i hvert fald i Silkeborg, hvor han havde lært at spille golf ved at konkurrere med sin bror om at chippe bolde op i fuglebadet i forældrenes baghave.
Vi vidste alle, at han var professionel golfspiller, og han stod som regel med nogle af Silkeborgs Superliga-spillere, når han en sjælden gang var i byen om natten i Nygade. Med andre ord: Lokal celebrity VIP-type.

Men Thomas Bjørn stod altså et år inden sin første professionelle sejr og forsøgte at undervise, mens vi unger stod og skovlede tørv op og fnisede over at tale om jern og køller.

Det var imponerende, at han havde tålmodighed med os, og det prægede mit billede af ham længe.
Indtil jeg forstod, at virkeligheden er en anden.
Thomas Bjørn er ikke tålmodig.
Overhovedet ikke.

Han er snarere en yderst besværlig sportsmand, og når den 43-årige dansker ikke konstant bliver hyldet for at være en af Danmarks to-tre mest fremtrædende navne på tværs af al sport, er det næppe kun, fordi golf stadig af mange bliver betragtet som en overklassesport.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at det folkelige gennembrud, Thomas Bjørn virkelig har fortjent i størrelse XXL, men formentlig aldrig får, også hænger sammen med hans offentlige profil.
Anekdoterne om Bjørns modvilje mod offentlig optræden har ingen ende, og alle, der interesserer sig særligt for hans gøren og laden må have oplevet det.  Hans noget jaskede kropssprog, det sammenbidte udtryk og en meget tydelig modvilje mod at give noget som helst charmerende eller rummeligt fra sig.

Medier bliver afvist, som tjente han penge på at sige nej. Han har altid været umulig at finde og fange. Danske journalister, der har rejst kloden rundt med kameraer, kan alligevel risikere et nej tak, heller ikke i dag, for bare at se Bjørn traske videre.
Ring til min manager. Jeg orker det ikke. Det var da et dumt spørgsmål.
Han kender alle afvisningerne.

Han burde afskedige det menneske, der overbeviser ham om, at det er bedst sådan.

Ikke fordi fornærmede journalister betyder noget.
Fornærmede journalister er faktisk det mindst interessante folkefærd i hele verden.

Men billedet, der tegnes, bliver jo lidt kedeligt, når det eneste, man må putte på, er sure citater og nogle resultater.

Hans arrogance kan være så grovkornet, at det næsten er morsomt, men den fjendtlige facade har desværre, tror jeg, holdt ham væk fra alle de udmærkelser, han kunne fortjene i den danske sportshistorie. Han vandt Årets Sportsnavn i 2001. Han burde have været i spil til mange flere.

Bjørn er det sikreste medlem af Hall of Fame en skønne dag, men det tossede er jo, at han muligvis ikke engang bliver optaget. Fordi han sådan helst passer sig selv.
Racerkøreren Tom Kristensen blev for nylig ridder af Dannebrog og er vel efterhånden bredt anerkendt som et af de største sportsnavne, Danmark har haft. Hans folkelige gennemslagskraft er vandtæt.

Jeg mener jo, Thomas Bjørns præstationer i en globalt udbredt kæmpesport står fuldstændig på linje med Le Mans-kongens præstationer. Men Thomas Bjørn er stadig mest af alt bare et ugentligt resultat på tekst-tv.
Han får aldrig bidraget til det skønbillede, hans resultater - herunder vanvittige 15 sejre på European Tour - egentlig kan kræve.

Jeg er i denne weekend i Himmerland for at være tæt på den kun anden European Tour-turnering på dansk grund nogensinde. I den menneskemængde, der bevæger sig rundt i det smukke jyske golflandskab, fornemmer man, at alt håb er knyttet til Thomas Bjørn.
Man vil så gerne opleve Bjørn vinde.
Det vil jeg også gerne.
Virkelig.

For hvis han en dag skal respekteres på linje med Danmarks største sportsfolk, kunne en sejr på dansk grund nok bygge endnu mere på opfattelsen af Bjørns sportslige klasse.
Når nu hans attitude ikke vil.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.