Dansk cricket-skandale ruller videre

Svanholms spillende træner og anfører, Amjad Khan, appellerer her i testlandskampen for England mod Vestindien på Trinidad.
Svanholms spillende træner og anfører, Amjad Khan, appellerer her i testlandskampen for England mod Vestindien på Trinidad.

Amjad Khan-sagen ruller videre, selv om Dansk Cricket Forbunds Amatør- og Ordensudvalg har halveret dén straf, Turneringsudvalget idømte Svanholms spillende træner og anfører for overtrædelse af disciplinærreglementet.

Efter en kamp i Elitedivisionen i Skanderborg blev den tidligere fastbowler på det engelske testlandshold idømt i alt seks spilledages karantæne.

Han blev af Turneringsudvalget gjort ansvarlig for, at Svanholm skulle have "pillet ved bolden", det vil sige beskadiget den med vilje for at få den til at svinge mere. Det kostede ham to spilledage.

Desuden idømtes han en advarsel og fire spilledages karantæne for at vise foragt for dommeren Bent Nielsens afgørelser med udtalelser "i strid med spillets ånd".

Svanholm klagede over, at Turneringsudvalgets håndtering var behæftet med alvorlige sagsbehandlingsfejl og fik medhold i, at én af udvalgets tre medlemmer, Peter Power, var inhabil og ikke burde have deltaget i behandlingen af sagen. På DCFs hjemmeside havde han kort efter kampen skrevet, at der ikke var tvivl om, at der var pillet ved bolden.

DCFs Amatør- og Ordensudvalg har derfor erklæret afgørelsen om den famøse hvide bold ugyldig og sendt sagen tilbage til Turneringsudvalget.

Om det nu kun er to mand, der skal afgøre den, eller hvordan sagen skal tackles, står hen i det uvisse.

I kontroversen mellem dommeren og Amjad Khan har Amatør- og Ordensudvalget skåret de fire spilledage ned til to. Og dem har han afsonet.

Er Amjad Khan rystet over straffene, som han føler er helt ude af proportioner, lægger man i Svanholm ikke skjul på, at det er en sag, der lugter langt væk af jantelov.

- Jeg er med på, at Amjad skal have en straf, hvis han har forløbet sig. Men når det er sagt, er den lange karantæne ganske urimelig, siger Jørgen Jønsson med baggrund i dansk og international cricket i 50 år.

- Denne sag må for alt i verden ikke ødelægge dét, Amjad er i gang med i Svanholm og på landsholdet. Han har gjort en forskel, efter han kom hjem fra England i år. Det er sørgeligt, hvis det skal ødelægges af nogle ledere, som åbenbart mener, at fordi Amjad har en lang og glorværdig international karriere, skal han ikke komme hjem og tro, at han er noget særligt.

Hovedpersonen skiftede i 2001 fra KB til Kent CCC i den engelske countyturnering med en drøm om at komme til at spille for England.

I 2006 fik han engelsk statsborgerskab, og tre år senere gik drømmen i opfyldelse, da han debuterede i en testkamp mod Vestindien i Port of Spain på Trinidad.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.