Chelsea-manager: Vi havde for meget respekt for PSG

Chelseas manager, Guus Hiddink, mener, at hans hold havde for stor respekt for PSG i nederlaget onsdag aften.

København: Chelsea er ude af Champions League, efter holdet tabte 1-2 til Paris Saint-Germain onsdag aften på hjemmebane.

Efter kampen ærgrede manager Guus Hiddink sig over, at hans hold lod modstanderen styre kampen i indledningen.

- Vi havde for meget respekt for dem i starten, og de dominerede. Det er et godt hold, men da vi endelig tog os sammen havde vi nogle gode chancer, siger han ifølge BBC.

Chelsea-manageren forklarer, at en af forskellene på de to hold skal findes i holdenes bredde.

- Man kunne se forskellen, da vi var nødt til at sætte unge spillere på banen, mens de havde Edinson Cavani at sætte ind.

Chelseas enlige målscorer i kampen, Diego Costa, var gennem det meste af kampen holdets offensive omdrejningspunkt. Men stjernen måtte efter lidt mere end en times spil lade sig udskifte med en skade.

Ifølge Hiddink var det et sats at lade Costa spille kampen fra start.

- I det 67. minut ændrede det hele sig. Vi havde en stor chance for at score, og så blev Diego Costa skadet. Vi vidste, at han ikke var helt frisk, men han ville rigtig gerne spille og scorede også et flot mål.

Chelsea har haft en skuffende sæson, og sidste års suveræne engelske mestre er lige nu nummer ti i Premier League med hele 20 point op til førstepladsen.

Den dårlige sæson fik i december klubben til at fyre manager José Mourinho og erstatte ham midlertidigt med Guus Hiddink, der siden har vendt skuden en smule.

Og med Premier League-titlen langt udenfor rækkevidde kunne Champions League-trofæet have pyntet gevaldigt på den engelske storklubs ellers forfærdelige sæson. Sådan bliver det nu ikke, og det ærgrer Hiddink.

- Det er en svær sæson. Da jeg kom til, var klubben næsten i panik over måske at rykke ned. Det bliver svært at nå en fjerdeplads, siger Hiddink om den placering, der ville sikre holdet adgang til næste års Champions League-kvalifikation.

/ritzau/

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.