Alt andet end video-teknologi er tåbeligt

KOMMENTAR

Byline, bylinefoto af Morten Crone Sejersbøl, nyt
Byline, bylinefoto af Morten Crone Sejersbøl, nyt

Straffesparket har en så mageløs historie, at det fortjener at komme med i indledningen af en klumme om videoteknologi. Den lyder sådan her:

I 1891 mødtes Notts County og Stoke i den engelske pokalturnering. Notts County førte med 1-0, da Stoke i allersidste minut blev snydt for en udligning, da forsvarsspilleren John Henry en halv meter fra mållinjen stoppede bolden med hånden og forhindrede den i at gå i nettet. Endnu var straffesparket ikke opfundet, så dommeren dømte derfor frispark, hvorpå alle Notts Countrys 11 spillere stillede sig ind på målstregen og blokerede målet totalt. Notts County vandt 1-0, og så opfandt fodboldforbundet et straffespark. Det er den tidligere pressechef i DBU, Frits Ahlstrøm, der har fortalt historien, der tilmed har en ekstra krølle. Det er nok den, der gør den mageløs, og jeg har tænkt mig at gemme til sidst.

Straffesparket er i dag en selvfølgelig del af fodboldspillet og et højdepunkt hver gang det forekommer i en fodboldkamp, og det fremstår nu nærmest absurd, at en markspiller før 1891 så godt som ustraffet kunne redde bolden med hånden. Kan I for resten huske, dengang det blev ulovligt for målmanden at samle bolden op med hænderne? Jeg fik nyheden om, at forbuddet var på vej, da jeg var med mine forældre på sommerferie ved Limfjorden, og min far og jeg kunne ikke begribe, at nogen kunne indføre en regel med så ødelæggende konsekvenser for fodbolden. Det er ikke engang 25 år siden, og i dag griner vi, når vi genser Peter Schmeichel samle en tilbagelægning op under EM i 1992.

Pointen? Nå ja.

Det tyske fodboldforbund vedtog i torsdags, at man ville ansøge IFAB, der administrerer fodboldreglerne og skal godkende dem, inden nationale forbund kan få lov at tage dem i brug, om at indføre videoteknologi i en prøveperiode på to år. Hurra, hvor er det godt, og hvor er det bare på tide.

I årevis har TV-seere kunnet se de tvivlsomme kendelser igen og igen fra forskellige vinkler, og da mobiltelefonen begyndte at kunne vise fjernsyn, blev det også muligt for stadiongængere og spillere med et blik på storskærmen at se, om bolden var inde, om der var hånd på bolden eller offside. I dag er dommeren den eneste, der ikke ved noget som helst andet, end det han kan se eller ikke se i et splitsekund af en sekvens. Det er decideret tåbeligt. Det gør ham til verdens nemmeste offer, og det fratager spillet den troværdighed, der er brug for, hvis konkurrencen om at være bedst skal give nogen mening. Alligevel har der i årevis været modstand mod at indføre videoteknologi.

Det skulle være en del af fodboldspillets charme, at dommeren somme tider tager fejl, kan jeg forstå, hvilket muligvis var rigtigt, dengang ingen kunne se TV, og fejlene aldrig eller kun i sjældne tilfælde blev opdaget. Jeg er enig i, at det er en del af spillets charme, at dommeren foretager skøn på baggrund af det, han kan se og høre, for det er det, der er hans funktion, præcis som det er tilfældet i en retssal. Problemet opstår bare, når alle andre kan se og høre mere end netop ham, og han træffer åbenlyse fejl. I retssystemet er der endda mulighed for at anke. Det er der ikke i fodbold.

Nu prøver tyskerne så, hvis de får lov. Deres præcise ønsker kender jeg ikke, så jeg er ikke klar over, om et hold får begrænset eller ubegrænset mulighed for at anke fodbolddommerens kendelser undervejs, eller om det kun er dommerne eller en helt tredje part, der kan vælge at gense en situation på video. Men at teknologien tages i anvendelse, er en helt naturlig del af den teknologiske udvikling.

Giver det flere afbrydelser i spillet? Måske. Kunne de have argumenteret på samme måde dengang i 1891? ’Straffespark – så skal vi til at flytte alle spillerne ud af feltet, og så skal vi bruge tid på at vente på det’. Ja, og de gjorde det måske. Jeg ved det ikke. Men straffesparket blev en succes. Det blev et højdepunkt af fortættet spænding.

Jeg tror faktisk, at en situation, der skal genses på en skærm, kan blive det samme. En challenge i tennis har endnu ikke ødelagt en eneste duel for mig. Tværtimod. Kunne man endda forestille sig, at videoteknologi i det mindste delvist ville komme en latterlighed som film til livs? Jeg kunne godt se mig selv droppe at modtage behandling efter ikke at være blevet ramt af noget som helst, hvis risikoen var, at det blev fanget på film og straffet af dommeren.
I Divisionsforeningen tøver de lidt, men følger dog tyskerne med interesse. Det vil jeg også gøre, og jeg tror, vi alle vil følge rigtigt hurtigt med, lige så snart vi har set de første videokendelser fra Tyskland, selvom der utvivlsomt vil opstå akavede situationer og fejl i begyndelsen. Det gør der ved alle regel-ændringer, og her nåede jeg så frem til anekdoten fra straffesparksanekdoten. Anekdoteanekdoten:

Da det britiske forbund havde indført straffesparket dengang i 1891, burde alle – og ikke mindst Stoke – være glade. I sæsonen 1891/92 blev Stoke, der var blevet snydt af Notts County i pokalturneringen året før, ved stillingen 2-1 til Aston Villa endelig tilkendt et straffespark, hvilket en Villa-spiller blev så rasende over, at han sparkede bolden langt ud af stadion. Inden den var blevet fundet, havde dommeren fløjtet kampen af, og så nåede Stoke ikke at sparke sit straffe, hvorpå Aston Villa vandt med 2-1. Det år indførte briterne en regel, der gav dommeren mulighed for at lægge tid til.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.