23. december 2009, 09:00

”The Saboteur” kopierer først og fremmest ”Grand Theft Auto” så uhæmmet, at man næsten bliver flov på udviklernes vegne, men da spillet er Pandemics allersidste udgivelse inden de lukker som spilfirma, vil jeg nøjes med at kalde det en ret upersonlig svanesang.

Den åbne verden, missioner der veksler mellem kørebaserede og våbenfokuserede opgaver, historien om helten der må ty til hærværk, vold og mord for at opnå retfærdighed, og nær sagt alle gameplay-elementer, er nappet enten direkte fra ”GTA”, eller blandet med tyvegods fra ”Mafia”, ”The Godfather”, eller ”Assassins Creed”, men desværre ikke implementeret hverken så professionelt eller velfungerende i ”The Saboteur”.

Der er, som om udviklerne har tænkt at spillerne nok ikke lægger mærke til noget, hvis scenen bliver flyttet til 2. verdenskrig og Paris, byernes by. Og det virker rent faktisk efter hensigten i begyndelsen, hvor man som spiller bliver suget ind i historien om irske Sean Devlin, der af uransagelige grunde bliver involveret i den franske modstandskamp og sat til at køre racerløb mod en tysk og meget ondskabsfuld kaptajn, mens han samtidig må placere bomber på bygninger og pløkke tyskere ned på stribe.

Det er også i begyndelsen, at spillets tempo fungerer bedst, med rimeligt velafbalancerede missioner og filmsekvenser, der lige akkurat overbeviser. Devlin kan af en eller anden grund kravle rundt på mure og bygninger som en anden akrobat, og Paris er flot gengivet og stemningsfuldt holdt i sort/hvide nuancer, iblandet stærke røde farveelementer, ikke meget ulig scenografien i filmen ”Sin City”.

Dagligdag i Paris

Men efterhånden bliver det dagligdag, selv i Paris, og så står den på lange og enerverende bilmissioner fra den ene ende af byen til den anden, ligesom et irriterende sjusket stealth-elemenet bliver introduceret og brugt i flæng. Devlin kan stjæle og iklæde sig tyske uniformer, hvilket gør, at han kan snige sig ubemærket rundt, selv på steder med massiv tysk patruljering. Desværre opdager tyskerne hans forklædning hvis han kommer for tæt på dem, og da dette er umuligt at undgå i mange af missionerne, ender det næsten altid med ildkamp og enten sejr eller omspil.

På trods af den høje kopieringsgrad og en række sjuskefejl og irritationsmomenter kan ”The Saboteur” visse steder godt selv, og den parisiske stemning gør ind i mellem de ellers meget forudsigelige missioner underholdende nok til at man får lyst til at fortsætte med at spille. Der er dog for langt mellem snapsene til at spillet for alvor rykker; efter en god begyndelse er det som om det derefter står i stampe og venter på at blive reddet af sin egen slutning. Og med tanke på at halvfems procent af spillet er nappet fra andre titler, er det ganske simpelt ikke helt godt nok.

www.pandemicstudios.com/thesaboteur/agegate