”Max & the Magic Marker” er et fint lille tænkespil og et pænt stort skridt i den rigtige retning for den danske spilbranche.
17. februar 2010, 16:00 – opdateret 17. februar 2010, 16:01
De fleste har vel efterhånden hørt eller læst, at det er hårdt at være spiludvikler i dagens Danmark, hvor man stort set må lære at klare sig selv og stå på egne ben, hvis man vil frem i livet. Det er ikke kun derfor, at ”Max & the Magic Marker” føles så livgivende at spille, men det tilføjer alligevel en ekstra dimension.
For med de brutale vilkår i mente kunne man nemt forvente en mørk, voldelig og måske lidt trist shooter fra danske Press Play, men i stedet bliver man mødt af munter musik, farveglad grafik og et helt igennem fredeligt gameplay, hvor det gælder om at finde sine kreative evner frem. Hvor der er glæde er der håb, føles det som.
Selve spillet følger rækken af tegn-selv-spil som fx det banebrydende ”Crayon Physics”, hvor det grundlæggende gælder om at tegne sig frem til gådeløsninger. I ”Max & the Magic Marker” skal man føre hovedpersonen Max gennem en række baner ved at tegne med en magisk pen. Det begynder tilforladeligt nemt, og man fatter hurtigt, at man ved at tegne en trappe kan gøre det muligt for Max at nå op til en platform, som før var utilgængelig.
Fremtidens Jørgen Clevin
Men støt og roligt stiger sværhedsgraden, og det kræver hurtigt en god portion logisk tænkning og en sikker hånd at finde frem til de rette løsninger, ikke mindst fordi den magiske pen skal fyldes op med (magisk går jeg ud fra) blæk for at kunne tegne, og det derfor gælder om at prioritere og ikke klatte for meget væk, om man så må sige.
Heldigvis bliver det aldrig frustrerende svært, man lærer af sine fejltagelser, og det er dejligt tilfredsstillende at manøvrere Max gennem de ofte meget opfindsomme udfordringer, der kræver samspil mellem praktisk kreativitet og teoretisk logisk tænkning. Lige noget for både unger og forældre, der sagtens kan samarbejde om at tegne Max i mål.
”Max & the Magic Marker” beviser på flere niveauer, at det godt kan lade sig gøre at skabe kvalitet med få midler. Der bliver selvfølgelig genbrugt elementer overalt, lige fra grafiske baggrunde til den evigt loopende musik, og der er intet banebrydende eller revolutionerende ved spillet. Men alle de grundlæggende elementer er velgjorte, stemningen er afslappet og fornøjelig, og der har været plads til at tilføje en række små, men lækre detaljer, som fx at spillets grafik ændrer stil fra tegnefilm til børnetegning, når man sætter det på pause.
Jeg spillede ”Max & the Magic Marker” på min Mac, hvor det koster 115 kr. at downloade fra firmaets egen hjemmeside, men det er endnu billigere til Wii, hvor man kan købe det via Wiiware til 75 kr.. Ikke en urimelig pris for et stykke vellavet, gedigent og ganske underholdende stykke dansk nutidskultur.

































