3. marts 2010, 22:09 – opdateret 3. marts 2010, 22:14

Det er årtiets varmeste emne i spilbranchen. Hvordan laver man et spil, der opfører sig som et spil, men samtidig rummer elementer fra filmverdenen? Eller sagt med andre ord, hvordan skaber man en oplevelse, der på én gang er en lineær fortælling og et interaktivt univers? Eller underforstået, hvordan kan man sikre, at spil udvikler sig som underholdningsform og bliver lige så accepteret kulturelt som film og litteratur?

”Heavy Rain” giver ikke entydige svar, men det er et godt bud på en ny begyndelse, og som sådan kan det ikke overvurderes. Hvor de fleste såkaldte filmspil eller spilmatiseringer indtil nu har været blege PR-øvelser i at udnytte publikums købelyst mest muligt, er dette et oprigtigt forsøg på at skabe noget nyt, og det virker oven i købet et langt stykke hen ad vejen.

Det er ikke svært at forbinde spil med følelser, for vi har vel alle prøvet at kyle controlleren ned i gulvet i rent raseri over at tabe endnu en virtuel fodboldkamp. Men når det gælder følelser mellem os som spillere og de figurer vi spiller på skærmen, er det en anden sag. Vi pløkker gladeligt dusinvis af fjender uden at bekymre os om deres familier, vi er vant til at leve videre, selvom vi dør, og vi trækker overbærende på skuldrene, når endnu en robotlignende spilfigur mumler en dårligt replik, der kunne være skrevet af en tolvårig.

”Heavy Rain” formår bedre end noget andet spil jeg har prøvet at skabe følelsesmæssig kontakt mellem spiller og spilfigur. Det skyldes først og fremmest et for spilgenren yderst vellavet og overbevisende manuskript, rigtigt godt stemmeskuespil og et generelt fabelagtigt visuelt udtryk, der ikke er set bedre på PlayStation 3 eller nogen anden platform.

Kontakt
Men mest af alt er det på forunderligste vis lykkedes spilskaberen David Cage og hans udviklerhold at gøre styringen til et centralt kontaktpunkt mellem spillets udtryk og spillerens følelsesmæssige oplevelse. I en tid, hvor de fleste snakker om at controlleren er den største forhindring for at spilmediet kan nå ud til almenheden, er det forrygende at opleve, hvordan den i ”Heavy Rain” bliver til en slags tryllestav, der både trækker spilleren ind i spillet og historien ud til spilleren.

Hvordan det kan lade sig gøre er svært at forklare, især fordi der i bund og grund bare er tale om nogle forholdsvist simple bevægelser og kombinationer med styrepinden og knapperne, men vævet sammen med historien og udtrykket, og tilsat et krav til timing og præcision, virker det på nærmest magisk vis.

Jeg har hverken plads eller lyst til at komme ind på selve indholdet i ”Heavy Rain”, for det vil være som at røbe handlingen i en cool thriller, som netop er kommet op i biografen. Lad mig blot afslutte med at give spillet mine varmeste anbefalinger, også selvom du normalt mest er til skyderi eller hurtige racere. ”Heavy Rain” er måske ikke perfekt i klassisk spilforstand, men det er i højeste grad en anderledes og nytænkende oplevelse.