9. december 2009, 22:25

Det første ”Assassin’s Creed” virkede utroligt lovende, og eventyret om snigmorderen, der kunne løbe rundt på hustagene i middelalderens Jerusalem og omegn begyndte da også godt. Alt for hurtigt viste det sig dog at være ikke så lidt af en død sild. Efter de første par timer gik man simpelthen kold på et ensformigt og evigt loopende gameplay, også selvom grafikken var flot og det middelalderlige tema blandet med science fiction var originalt.

”Assassin’s Creed II” tager fat om roden på problemet og leverer en nærmest uset grad af variation. Det er i bund og grund det spil, som etteren prøvede at være, og et studie i hvordan man kan få succes med at dybdeanalysere sine egne fejltagelser.

Scenen er flyttet til Italien og det sene 1400-tal, også kendt som renæssancen, hvor kunst, kultur og forretning blomstrer i Toscana. Efter en knap så inspireret begyndelse, hvor udviklerne har set sig nødsaget til at gentage det samme science fiction-plot som etteren, finder man sig selv i rollen som den unge brushane Ezio, der bruger sin families velstand til at nyde livet, deltage i slagsmål, boltre sig i kvinder og løbe rundt på Firenzes tage.

Alvoren melder sig, da Ezios far bliver offer for et komplot og henrettet på byens torv. Nu er det op til Ezio at redde familiens ære og få hævn over skurkene, og således tager begivenhederne for alvor fart i et eventyr, der fører spilleren fra Firenze til et ualmindeligt smukt gengivet Venedig. Mens man via smart implementerede missioner blandt meget andet lærer sig at bruge våben, stjæle, snige sig uset af sted og ikke mindst at snigmyrde folk med den klinge man har skjult i ærmet, møder man og interagerer med alt fra skumle tempelriddere til Leonardo da Vinci og bliver samtidig introduceret for et væld af historiske og fiktive facts, der driver historien fremad.

Den perfekte balance

Denne komposition af historisk spændingsroman, smukke renæssance-byer, der er spækket med detaljer og skriger efter at blive udforsket, samt et bredt spektrum af varierende opgaver er i sig selv ganske interessant, men det er opbygningen, tempoet og spændingskurven, der for alvor sætter ”Assassin’s Creed II” over de fleste af de udgivne spil i det forgangne år. Begivenhederne i spillet er perfekt afbalanceret i forhold til de kundskaber man må lære sig for at kunne overvinde udfordringerne, og det betyder at appetitten efter mere bare vokser og vokser.

Lad mig illustrere med et eksempel fra spillets begyndelse. Efter at have overværet henrettelsen på min far, må jeg som Ezio flygte over hals og hoved fra en stor gruppe vagter. Det kan gøres på mange måder, men i mit tilfælde vælger jeg at bruge vægge, hustage og tårne som rute, hvorefter jeg lader mig falde hundrede meter direkte ned i en høstak og ser forfølgerne opgive ævred. Herefter får jeg til opgave at opsøge Leonardo da Vinci for at aflevere nogle dokumenter, som viser sig at være en manual til den snigmorder-klinge, han efterfølgende monterer på min arm. Med mit nye våben brændende efter at blive afprøvet, træder jeg igen ud på Firenzes tæt befolkede gader. Skal jeg gå mine egne veje, tage en tilfældig mission og lære mit nye våben at kende, eller styre direkte mod min egentlige opgave, at dolke manden, der myrdede min far?

Begge dele er appellerende, og blandingen af valgfrihed og styret narrativ er ikke set bedre siden ”GTA IV”. Samtidig er ”Assassin’s Creed II” ikke kun en renæssance-kopi af gangsterspillet, men byder på sin helt egen tilgang til figuropbygning, historiefortælling og ikke mindst stemningsskabelse. Det giver en unik og ekstremt underholdende spiloplevelse, der aldrig slipper taget i spilleren.