23. februar 2010, 22:30

Det vidunderlige ved spilmediet er dets bredde. Det lyder sikkert underligt for de, der sidder fast i den overbevisning, at alle computerspil handler om gul ost, der jager farvede spøgelser, men tager man et kig på sidste uges spilanmeldelse af ”Max & The Magic Marker” og sammenligner den med ”Mass Effect 2” giver det et godt eksempel på, hvor forskellige spiloplevelser kan være.

Fra det simple, men kreative tegnespil og direkte over i en episk rollespiloplevelse sat i fremtiden, hvor Jorden blot er en parentes, og menneskeheden kæmper om den galaktiske magt med et utal forskellige intelligente racer. Fra dansk minimalbudget til international millionsatsning.

”Mass Effect 2” er det andet kapitel i en trilogi, der begyndte rigtigt godt, for etteren var et fremragende eksempel på, hvordan rollespilgenren ikke kun behøver at handle om elvere og trolde, eller om at definere sin figur ved at kæmpe, samle skatte og udvikle magiske kræfter. Som kaptajn på det stolte rumskib Normandy rejste man galakserne tynde for at få stoppet et sindrigt komplot mod menneskeheden og dens allierede racer. Det var godt lavet, men ikke uden fejl. Mest af alt virkede det visse steder lidt tungt og klodset, men meget omstændelig figur- og udstyrsopgradering og lidt for stivbenet action.

Amerikanske Bioware har i denne omgang fokuseret på at rette netop tempo og struktur så meget som muligt, og det er der kommet et mere tilgængeligt og gennemført spil ud af. Endnu en gang kastes man ud i et helt igennem storslået eventyr, hvor rummet må rejses tyndt og et væld af forskellige planeter besøges, men nu foregår det flottere, hurtigere og mere smidigt end nogensinde før.

Balancen i universet
Det mest imponerende er hvordan det er lykkedes udviklerne at skabe balance mellem de forskellige elementer. Den ofte komplicerede historie, som rummer et hav af intriger mellem de forskellige racer, servers i perfekt afmålte doser mellem sekvenser, hvor man enten udforsker, deltager i kamp, fordeler erfaringspoint mellem sit rejseselskab eller på anden vis interagerer med spillet. Den fortælles præcis som i etteren ved hjælp af lange dialoger, hvor man som spiller hele tiden bliver tvunget til at vælge svar.

Men hvor det før kunne føles forudsigeligt og lidt kedeligt at iagttage de digitale skuespillere interagere, må man nu tage hatten af for udviklernes sans for denne form for fortælleteknik. Man føler virkelig, at ens valg og attitude har betydning for historiens udfald, og i endnu større grad for ens figur og dennes udvikling, og selvom dialogerne som oftest udmunder i en eller anden form for hardcore action, gør det oplevelsen langt mere komplet end både forgængeren og de fleste andre computerrollespil.

”Mass Effect 2” er derfor et must for alle, der har lyst til at opleve et rollespil, hvor der virkelig bruges ressourcer på at formidle stemning og narrativ. Det er rendyrket science fiction, og man skal kunne lide alt det nørdede, der følger med dén genre, men så er man til gengæld også meget tæt på himmerigets port. Hvis udviklingen fortsættes, bliver det afsluttende kapitel i trilogien intet mindre end formfuldendt