15. december 2009, 22:45 – opdateret 15. december 2009, 22:56

Der er delte meninger om, hvad der gør et godt rollespil, men de fleste er enige om at det grundlæggende handler om at give spilleren mulighed for gennem valg og fravalg at opbygge en figur og sideløbende lade den påvirke selve spillets fortælling.

Bioware har gennem mange år forsøgt at finde den spilformel, der kan realisere dette og samtidig byde på historiemæssig dybde og underholdende gameplay. Med ”Dragon Age: Origins” er det tydeligt, at spilfirmaet mener, at en del af løsningen kan findes ved at tilbyde spilleren ekstreme mængder af dialog og tekst. Her er der ingen vej udenom: For at forstå mytologien og baggrunden for at du som spiller står i den klassiske fantasy-verden Ferelden, må du læse side efter side på skærmen, og hver eneste gang din figur interagerer med omverdenen er der tekst og dialog i varierende mængder, der skal pløjes og lyttes igennem.

Det kan naturligvis lade sig gøre at springe det meste over, men så mister du til gengæld hurtigt forståelsen for plottet, den røde tråd og det, der reelt set er spillets nerve. For uden det tonstunge manuskript er ”Dragon Age: Origins” på mange måder så klassisk opbygget, at det giver sig selv.

Det er det gode mod det onde, i en kamp hvor magi bruges flittigt og deltagerne er vant til, at døde fjender altid efterlader plyndringsgods, der kan forbedre diverse egenskaber. Det er den episke fortælling med rejser gennem skove, bjerge og mørke huler, hvor farerne lurer og skattene ligger gemt. Det er en masse undermissioner, hvor man skal hente diverse ting til diverse bipersoner for at få fat i endnu et lækkert magisk sværd. Og det er masser af tid brugt i pausemenuen med at finde frem til det helt rigtige udstyr, det bedste udvalg af magiske formularer og sammensætningen af det bedste rejseselskab.

Så klassisk at man næsten kan høre paukerne, men iklæder man grundhistorien de mange tusind siders tekst, ændrer oplevelsen karakter og bliver langt dybere og mere spændende. Man forstår pludselig, hvorfor elverne er blevet slaver under menneskeheden, og at man, hvis man altså har valgt at spille som en elvermagiker og ikke som en anden af de utroligt mange spilbare figurer, har gode muligheder for at ændre dette faktum, hvis man spiller sin rolle i spillet ordentligt.

Spørgsmålet er så bare om man orker. Der er mange andre rollespil derude, hvor man ikke behøver at læse og se lange film med folk der snakker, men mest kan forholde sig til at opgradere sin figur og drøne rundt og slås og samle godter. Til gengæld er der yderst få, der som ”Dragon Age: Origins” har ambitioner om at skabe et fuldkomment univers, hvor alle plotdrejninger eller historieforgreninger bliver forklaret og har en sammenhæng – og hvor selve handlingen ændrer sig markant i forhold til hvilken slags figur du spiller, og hvordan du spiller den.

Det gør ”Dragon Age: Origins” til en interessant oplevelse, og bliver man først solgt på historiens dybde og horisont, ænser man kun delvist den halvtriste grafik og usmidige kampsystem, eller de timer der flyver af sted, men man læser og lytter.