4. juni 2010, 09:50

De amerikanske udviklere med det passende navn Rockstar kan deres kram. De har med deres ”Grand Theft Auto”-titler udviklet en fænomenal ekspertise i at producere enorme, åbne spil, hvor stærk historiefortælling væves sammen med bevægelsesfrihed og skaber utroligt underholdende spiloplevelser.

Således også i deres seneste opus, som ikke er en officiel del af ”GTA”-serien, men alligevel deler samme underlæggende filosofi. Hvor ”GTA” har handlet om forskellige nutidige epoker i den amerikanske storbys historie, er ”Red Dead Redemption” en western, som placerer spilleren i rollen som den ensomme cowboy, der tvinges til at ride ud på præriens vidder for at gøre op med sin fortid og redde sin familie.

Det er som sådan et ganske normalt udgangspunkt for et spil, for det fordrer naturligvis en masse skuddueller og kamp mod alskens ondskab, men i Rockstars forunderlige univers er rammen ikke kun en undskyldning for at lade spilleren skyde og slås. I ”Red Dead Redemption” spiller omgivelserne en mindst lige så vigtig rolle som gameplayet, for den barske prærie og dens mindst lige så barske beboere leverer stemning og ikke mindst karakter i en så perfekt dosering, at der gør spillet til en lige så stor oplevelse, som det er en udfordring.

Mit liv som digital cowboy

Det kan bedst forklares med et eksempel, taget fra en ganske almindelig halv time i mit liv som digital cowboy. Jeg vågner op på et lille kammer, som jeg har lejet på første-salen af byens saloon. På vej ud til min hest bliver jeg antastet af en skummelt udseende fyr, der har fundet ud af at jeg er eftersøgt (i et hæsblæsende hestevognsræs dagen forinden kom jeg ved et uheld til at skyde en forbipasserende rytter, fordi jeg troede han ville stjæle mit pengeskab, og nu kan enhver tjene 40 dollar på at fange mig, død eller levende). Han får naturligvis ikke lov, men ender sine dage med næsen nede i gadens støv, hvorefter jeg hurtigt rider væk fra gerningsstedet.

Finder mit kort frem og udvælger en destination, som givetvis vil bringe mig til en af de missioner, der udgør hovedhistorien, men undervejs kommer jeg for tæt på en klippeskrænt, styrter med min hest og lander i bunden af en slugt. Hesten dør, men jeg overlever mirakuløst, kun for at finde ud af, at jeg er havnet midt i et skjulested for en bande forbrydere. De er selvsagt ikke specielt glade for mit selskab, men uden hest er der ingen anden udvej end at trække mit dobbeltløbede gevær (som jeg netop har købt i en butik i byen), skyde mig vej gennem tretten aggressive banditter og ”låne” en af deres heste plus udbyttet af de røverier, der har gjort dem berygtede og eftersøgte. Imens er solen på vej ned, og et smukt gyldent skær varsler nattens komme...

Ovenstående begivenheder indtraf kun fordi jeg valgte dén rute, netop dén dag, og intet af det har at gøre med spillets hovedhistorie, men er blot en mikroskopisk del af alle de sidehistorier, der venter på at blive opdaget. Den centrale historie lever således sit eget liv inde i spillet, og jeg kan frit bestemme hvornår jeg vil gøre den til en del af min beretning.

”Red Dead Redemption” er på den måde helt forrygende skruet sammen. Ikke siden jeg hamrede rundt som barn og legede John Wayne har jeg følt mig tættere på min westernfantasi, og det er i sig selv alle pengene værd. At jeg så derudover får en eminent historie foræret, der ikke blot er originalt skrevet, men samtidig byder på et figurgalleri af alle westernklichéerne blandet sammen og født på ny, inklusive nekrofile plattenslagere, kvaksalvere, prostituerede, korrupte sheriffer og alkoholiserede lejemordere, er ren bonus.

Rockstar har med andre ord gjort det igen. Selv hvis westerns ikke siger dig noget særligt, er ”Red Dead Redemption” et uundværligt køb, hvis du gerne vil opleve computerspil i den højest mulige potens netop nu.