"Machinarium" er et lysende eksempel på at spilbranchen bevæger sig – og at kvalitet ikke nødvendigvis kun er lig med millionbudgetter og gigantiske spilfirmaer.
27. oktober 2009, 20:37 – opdateret 27. oktober 2009, 20:50
At kalde små, uafhængige produktioner for spilverdenens svar på musikkens punkbølge er måske lidt søgt, men af mangel på bedre er det en brugbar analogi. For efter en lang periode, hvor spilproduktion blev dyrere og dyrere i takt med at publikum voksede, er en modbevægelse nu blevet sat i gang. Ved siden af de dyre ”Hollywood”-spil vokser en bølge af såkaldte indie-titler, hvor langt mindre budgetter dikterer et større fokus på kreativitet og simplicitet frem for episke universer og effektjagende teatertorden.
Udviklingen af nye og billigere udviklingsværktøjer og åbne distributionsplatforme som fx Apple Store har gjort det muligt for mindre grupper af spiludviklere, ja i nogle tilfælde enkeltpersoner, at skabe spil og få dem ud til publikum uden at have tunge og profitkrævende forlag i ryggen.
For fem år siden ville jeg givetvis aldrig været kommet i kontakt med det tjekkiske eventyrspil ”Machinarium”, for et point and click-adventure af den gamle skuffe havde næppe fået et af de globale forlag til at gribe efter tegnebogen. Men tiderne er skiftet, og halleluja for det.
We are the robots
For det tjekkiske spilfirma Amanita Design, som tæller ni personer, har skabt en lille, men ganske vidunderlig spiloplevelse. ”Machinarium” handler om en lille robot, som er blevet offer for et komplot og nu frister en tilværelse på storbyens bagside, blandt IT-affald og lyssky teknoeksistenser. Opgaven for spilleren er at finde tilbage til byen, få hævn over den bande, der er skyld i problemerne og samtidig opspore og redde robottens søde kæreste, som naturligvis også selv er en robot.
Det foregår som sagt i klassisk adventure-stil ved at man bevæger sig fra skærmbillede til skærmbillede, klikker på ting, kombinerer dem, bruger dem i forskellige sammenhænge og derved løser en række mere eller mindre logiske gåder. Den form for gameplay er jo ældgammel, men ikke desto mindre holder det i fineste form her, først og fremmest på grund af spillets design, både når det gælder struktur, formgivning og gådeløsning.
Alle de skabninger man møder i spillet er robotter, en samling helt igennem unikke figurer i en helt igennem bedårende mekanisk parallelverden, der er visualiseret ved en blanding af håndtegnede baggrunde og superbe figuranimationer. Minder fra hedengangne tjekkiske dukkefilm på tv blandes med klassiske adventurespil som ”Grim Fandango”, når man spiller, og det skaber en sær blanding af nostalgi og nysgerrighed, i hvert fald hvis du kender til ovenstående fænomener.
Visuelt set er det er fænomenalt godt gået af et lille udviklerhold at have skabt et så omfattende og gennemarbejdet univers, men det stopper ikke ved de flotte baggrunde og finurlige robotanimationer. Lydsiden er også værd at fremhæve, med dens hypnotiske elektroniske baggrundsmusik og en dialog, som ikke kan høres, men kun aflæses i både morsomme og skarpe talebobler.
”Machinarium” er ikke et lettilgængeligt actionspil og vil alene af den grund ikke appellere til alle slags spillere. Men for hundrede kroner får du en lang række hjernevridende gåder, vævet sammen af en sød historie om uforgængelig kærlighed og pakket ind som var det skabt af langt flere end ni personer. Et spil som er perfekt til din bærbare pc eller mac, men som ikke kan anbefales at køre, mens du er på arbejde, for timerne forsvinder hurtigt, mens du klør dig i nakken og prøver at udtænke perfekte redningsplaner for den lille robot. I toget hjem er det til gengæld yderst laber adspredelse.
Vi står ved indgangen til spilbranchens travleste tid på året, hvor de store jule-titler står i kø for at vinde spillernes gunst. Det gør ikke betingelserne bedre for et spil som ”Machinarium”, som ikke har et markedsføringsbudget på flere millioner dollar. Men har du lyst til at prøve en anderledes, ja måske endda lidt punket spiloplevelse, er det bare med at gå i gang med at downloade.


































