20. oktober 2009, 20:29

Ville du orke at se hele den nyeste Indiana Jones-film, hvis den varede ti-tolv timer? Jeg har lige gennemspillet eventyractionfilmspillet ”Uncharted 2: Among Thieves” på tre lange, men også intense og hæsblæsende aftener –  uden at kede mig et sekund undervejs.

Generelt har ambitionen om at skabe spil, der ligner og opfører sig som film, altid forfulgt branchen som en blanding af forbandelse og gulerod. Forbandelse fordi spil af natur aldrig kan blive helt som film uden at miste deres identitet som netop spil, og gulerod, fordi der trods dét er mange elementer fra filmverdenen, som er oplagte at overføre, hvilket i den grad har drevet spilteknologien fremad, fx når det gælder bestræbelserne på at skabe så virkelighedstro grafik som muligt.

Jagten på det gyldne filmspil har været lang og budt på sørgelige stabler af elendige eller middelmådige produktioner, men inden for eventyrspilgenren har der været lyspunkter, fx det seneste ”Tomb Raider” og ”God of War”-serien. Det er derfor ikke så overraskende, at det er netop dén genre, der nu kan byde på det bedste filmiske spil nogensinde, men det er til gengæld lidt overraskende, at ”Uncharted 2: Among Thieves” er blevet så fænomenalt godt.

Det er nemlig på ingen måde et originalt spil. Alt er set før, fra historien om den kække eventyrer Nathan Drake, der rejser Jorden rundt på jagt efter skjulte skatte, over gameplayet, der er opbygget som lige dele udforskning, gådeløsning og actionfyldte kampe, til de mange mellemsekvenser som bryder spillets interaktive dele op med filmstumper, hvor spillets figurer forsøger at give fortællingen dybde, mens man passivt ser til.

”Uncharted 2”s opbygning er således ikke original, men til gengæld er indholdet specielt, for til forskel fra næsten alle andre forsøg på at gøre det samme, virker alle de ovenstående elementer her, både i sig selv og som en del af den højere enhed, som samlet giver spilleren indtrykket af både at være helten og lade sig underholde af ham på én og samme tid.

Det skyldes vel nok først og fremmest, at der ikke er blevet sparet på produktionsomkostningerne her. Spillet er et af få eksklusive PS3-titler denne julesæson, og Sony har hårdt brug for en hardwarepusher, en titel der kan hjælpe salget af konsoller på vej. Det kan ses og mærkes. Alt er gennemført, især bemærker man måden, hvorpå den tilpas corny historie væves ind og ud af spilforløbet med et stort gran humor, den ubesværede animation af figurerne, det overbevisende stemmeskuespil, og den helt og aldeles fabelagtige grafik, som til tider giver gåsehud af visuel lykke.

Mest bemærkelsesværdigt af alt er dog det høje tempo i den indholdsmæssige variation, der gør ”Uncharted 2” så utroligt intenst og underholdende. Som Drake udsættes man konstant for cliff hangers af alle slags, både de bogstavelige, hvor man hænger med det yderste af neglene på en sammenfalden hængebro med udsigt til et afgrundsdybt jungleparadis, men også mere overraskende i form af skuddueller mod helikoptere, flugt fra tanks, listige snigmord af intetanende vagter og dramatiske nærkampe.

”Uncharted 2” er en rutsjebanetur i højeste potens, en spilteknisk triumf så gennemført og velproduceret, at man ikke når at tænke på dets ellers udtalte konservatisme og deraf mangel på innovation. Et åndeløst filmisk eventyr, der bør prøves af så mange som muligt, så hurtigt som muligt. Så kan vi bagefter i ro og mag diskutere, hvad spilmediet derudover bør bruges til.