9. februar 2010, 22:30

Underholdningsværdi er et yderst vigtigt parameter for ethvert spil. Er det sjovt at spille, betyder grafik, lyd, historie, effekter og så videre jo mindre, for så længe oplevelsen er underholdende, er den hellige grav velforvaret. Eller hvad?

I ”Dante’s Inferno” er underholdningsværdien til at begynde med lige så høj, som spillets reference til ”Den Guddommelige Komedie” er absurd, og man rider af sted på en herligt blodigt koreograferet bølge gennem de første af helvedes ni cirkler på jagt efter sin elskede Beatrice, som er blevet bortført af satan selv. Det er rendyrket action: Dante er en kriger, der har udstyret sig med Dødens egen le, og med det monstrøse værktøj i hænderne høster han pinte sjæle i hobetal med et bredt arsenal af spektakulære manøvrer.

Det går kvikt gennem ild og vievand, og hjernen sporer sig hurtigt ind på måden, der skal spilles på. Hurtige slagkombinationer, undvigelser, kontrastød og special moves i én lang strøm, kun afbrudt af et par håndtag hist og her, der skal drejes, og et par kasser der skal flyttes rundt på.

Det er sjovt, men nok mest fordi det føles så dejligt bekvemt og mageligt. Grunden til det er, at der i ”Dante’s Inferno” stjæles med arme ben fra tidligere spil i genren, og en meget stor del er løftet direkte fra ”God of War”, et spil som de fleste med genrekendskab har pløjet sig igennem på PS2. Samtidig har fans sandsynligvis også lige spillet ”Darksiders” og ”Bayonetta”, som på mange måder tager det samme afsæt, så det er ikke forkert at sige, at overraskelserne ikke ligefrem står i kø.

Uopfindsomt håndværk

Der er altså tale om yderst professionelt, om end uopfindsomt håndværk, og det er der jo ikke noget galt med, så længe man morer sig. Problemet med ”Dante’s Inferno” er, at det ikke formår at holde masken, men mister momentum og bliver trivielt. Og så er fanden løs, for så begynder man uvægerligt at tænke.

Imitation siges at være den mest flatterende form for ros, men det er også en meget nem måde for spilfirmaerne at retfærdiggøre stagnation og reducere potentiel kunst til simpel salgslogik. Halvvejs inde i ”Dante’s Inferno” begynder det at skinne igennem, at EA mest af alt har ville spille et sikkert kort og sikre en solid indtjening på en så lille risiko som muligt.

Det sætter spillets referencer til den klassiske Dante i et ubehageligt lys, for historien, som i begyndelsen forekommer absurd på den gode måde, virker pludselig mest af alt som et snublende forsøg på at dække over et kopi-produkt ved at tilføre spillet en intellektualitet, som det slet ikke magter at bære, endsige ironisere over.

”Dante’s Inferno” ender derfor med at forekomme både søgt og irrelevant, men ikke desto mindre er det pænt underholdende, så længe det varer.