26. november 2010, 18:13 – opdateret 26. november 2010, 18:22

Det er blevet spilbranchens svar på Hollywoods tilbagevendende ”Summer Blockbusters”. Hvert efterår udgives adskillige krigsbaserede FPS-actionspil, der bliver produceret for abnorme millionbeløb og kæmper om at tjene tilsvarende eller helst endnu mere ind igen.

Sidste år tog ”Call of Duty: Modern Warfare 2” julemarkedet fra alle og slog samtlige salgsrekorder. I år er situationen mere broget, for der er flere, der kæmper om buddet, med EAs ”Medal of Honor” og Microsofts ”Halo: Reach” som to der nævnes at have en reel chance mod den ukronede konge.

Læs mere på spillets hjemmeside

Nu er selvsamme kongen så ankommet, og ”Call of Duty: Black Ops” vil givetvis leve op til forventningerne hos den massive fangruppe, for det rummer præcis det samme som både forgængere og konkurrenter. Altså både en actionmættet solohistorie for den enlige spiller og en række baner og spilformer for de, som elsker den online multiplayerkrigs intensitet.

Castro og Kennedy

Til forskel fra de seneste års fokus på moderne krigsførelse træder ”Call of Duty”-serien denne gang nogle skridt bagud i krigshistorien og lader ”Black Ops” foregå i og omkring den kolde krig. Det er nok det mest originale ved spillet, og det giver udviklerne god mulighed for at spinde en historie, som både passer til det voldelige oplæg og gør brug af historiske optrin og personer som Fidel Castro og John F. Kennedy. Desuden dæmper den historiske ramme følelsen af kvalmende militærpropaganda, og visse steder fornemmer man nærmest en, hvis ikke direkte, så i hvert fald indirekte kritik af den amerikanske politik i den æra.

Læs mere på spillets hjemmeside

Det er dog sjældent at man når at tænke så langt, for spillet er helt som ventet et sandt actionbrag med masser af effekter, bulder, brag og teatertorden. Man bliver som spiller kastet rundt i den kolde krigs brændpunkter og er fx med i et snigmordsforsøg på Castro i Cuba, hvorefter man minutter senere bombarderer et floddelta fra en amerikansk båd under Vietnamkrigen eller flyver russisk helikopter i heftig luftkamp. De sceniske højdepunkter bliver brudt af sekvenser, hvor man løber med sit hold af computerstyrede soldater gennem skyttegrave, huler, jungle osv., og så naturligvis de obligatoriske filmsekvenser.

Det er alt sammen smukt udført, adrenalinpumpende og udfordrende, men har man spillet foregående afsnit i serien, begynder det alligevel at virke forudsigeligt og ganske hult. Måden hvorpå man bliver trukket ved næsen frem til hvert enkelt iscenesat højdepunkt, den forudsigelige rytmik mellem fjendtlige træfninger og mere rolige passager, hvor man bare løber gennem lineære kulisser. Og ikke mindst den evige strøm af fjendtlige soldater, der bliver pumpet ud fra et usynligt punkt på skærmen, men som ophører så snart man har passeret.

Der er således brugt masser af ressourcer på at fremstille ”Call of Duty: Black Ops” så bombastisk, smukt og virkningsfuldt som muligt, men grundformularen har man ikke turdet pille ved overhovedet. Og uden overraskelsesmomentet mister selv den vildeste rutsjebanetur en del effekt.