18. november 2009, 22:30

Man skal ikke være den mest indgroede pacifist for at synes godt om ”Call of Duty: Modern Warfare 2”. Spillet er grundlæggende ét svulstigt inferno af vold, død og ødelæggelse, med spilleren i rollen som den über-destruktive soldaterhelt, der i verdensdemokratiets hellige navn får alle midler til rådighed for at bekæmpe terrorismes ondskab.

I det hele taget kommer der ikke noget godt ud af at tænke for meget over moralbegreber og bagvedliggende propagandistiske konspirationsteorier, for så kan
”Call of Duty: Modern Warfare 2” nemt føles som en udspekuleret og hjernevaskende reklamefilm for den amerikanske hær. Det kan til tider være mere end svært at lade være med - når man fx med jævne mellemrum bliver præsenteret for citater af Dick Cheney og Donald Rumsfeld, eller konsekvent bliver stillet over for et fjendebillede, der er hjerneblødende stereotypt.

Men kan du slå hjernen fra og bare lade dig selv opleve spillet som en simpel form for actionunderholdning, venter der et par fascinerende og nervepirrende spiltimer. Først i spillets alt for korte, men yderst hektiske singleplayer-del, som med en helt i gennem lam historie fører dig fra det ene geografiske brændpunkt til det andet, i hvad der bedst kan beskrives som en hæsblæsende rutsjebanetur i et skydetelt med alle effekter sat på fuld blus.

I de seks timer det tager at spille sig gennem denne del, bliver man kastet rundt i et hæsblæsende tempo og oplever bl.a. intens bykamp i Rio de Janeiros gader, snescooter-jagt i Alaska, og forsvar af Virginia mod en blodtørstig hær af invaderende terror-typer. Ét højdramatisk optrin afløses af et, der er endnu vildere, og sådan fortsætter det, indtil man ikke kan andet end at glemme tid og sted og bare lade sig rive med. Hver eneste af disse begivenheder er programmeret på forhånd, intet er tilfældigt, og man har ret beset ikke kontrol over andet end sit våben og sigtefærdighed.

Men hvor det i teorien burde virke mekanisk og forudsigeligt, er udviklerne fra Infinity Ward så utroligt dygtige håndværkere, at de alligevel får det meste til at virke dynamisk og unikt. Og når de seks timer er overstået, er man langt fra mæt.

Heldigvis rummer spillet også en multiplayerdel, hvor man kan kæmpe mod andre online. Her er der ingen lam historie at forholde sig til, men til gengæld udfordringer nok til mange måneder. Man kan både spille co-op eller i store onlineslag, og begge dele er knivskarpt konstrueret og byder på spilformer og regelsæt, der er smukt designet og gør spillet indbydende for både nye og garvede spillere.

”Call of Duty: Modern Warfare 2” har i skrivende stund solgt mere end fem millioner eksemplarer globalt. Det er et imponerende tal og en solid brugerbase, som lover godt for spillets status som onlinefænomen. Spiller man uden internetforbindelse skal man dog være forberedt på en kort og dum fornøjelse.