25. november 2009, 20:31

Nintendo har et vist ry blandt spileksperter af alle slags for nærmest konsekvent at producere kvalitet i mesterværksklassen. Det hænger nok sammen med, at mange spilkritikere er født og opvokset med den japanske spilgigant og således har et dybt personligt forhold til spilfigurer som Mario, Luigi og Donkey Kong, der på mange måder har været med til at forme deres, og mit for den sags skyld, spilverdensbillede.

Forskellen på dem og mig er, at Nintendo aldrig i samme udstrakte grad har fået klokkerne til at ringe i min indre underholdningskatedral. Bevares, jeg anerkender skam brillante værker som ”Mario Galaxy”, ”Legend of Zelda”-serien og så videre, men jeg synes samtidig at der bliver sprøjtet mindst lige så mange halvtriste farvelade-glade genbrugstitler ud, som groft sagt aldrig ville have klaret sig så godt på markedet, hvis der ikke havde stået Nintendo på spilæsken.

Sådan har jeg det med Wii-genfortolkningen af det epokegørende ”Super Mario Bros”, som allerede med det påklistrede ”New” og ”Wii” i titlen afslører sig selv som lunkent vand på en træt gammel genbrugsmølle. Ja, det er Mario i bedre grafik end nogensinde før, og ja, man kan spille fire spillere samtidig, men det er også i bund og grund et forældet 2D-platformspil, sminket til at indtage den nyudklækkede spilfamilies jomfruelige hjerter, men med masser af afslørende sprækker i makeuppen.

Nostalgikere vil givetvis samles om spillet og muntre sig med at genkende figurer, kulisser og optrin fra hedengangne Mario-spil, men er man ikke velbevandret udi mytologien, vil man nok i stedet bide mærke i, at ”New Super Mario Bros. Wii” er frustrerende svært. Det er tydeligt at mærke, at dette i bund og grund er et multiplayerspil, for spiller man alene, er der passager, der virker nærmest umulige at gennemføre. Heldigvis kan man frit springe baner over, hvis man ønsker det, men så bliver spiloplevelsen pludselig underlig amputeret og uden engagement.

I multiplayer er det nemmere at klare udfordringerne, i hvert fald hvis man kan enes med sine medspillere om at samarbejde. Mario og hans venner kan nemlig bl.a. hoppe på hinanden, og det giver en række åbenlyse fordele, når platforme skal nås og nuttede fjender overvindes. Til gengæld er det også nemt at skubbe hinanden ud over banernes afgrund, og man kommer ofte uforvarende til at være skyld i sine venners endeligt, ganske simpelt fordi det er umuligt at følge med i alt hvad der sker på skærmen samtidig. Med fire spillere i gang på samme tid er det svært at beskrive spillet som andet end sindssygt kaotisk.

Det gør ”New Super Mario Bros.” ganske underholdende i mindre doser, hvor man skiftevis griner i triumf over at have klaret en bane og i fåret afmagt over hvor lidt kontrol man egentlig har over løjerne. Men frustrationerne banker hurtigt på døren, og det kan ikke anbefales at spille alt for lange sessions, hvis julefreden skal bestå i de små hjem.

”New Super Mario Bros.” er et solidt og retro-dyrkende platformspil med et nytænkende multiplayer-element; i og for sig en spændende cocktail, men for kaotisk, frustrerende og vaklende til at nå op i klassen med Nintendos bedste.

For mere information besøg http://mariobroswii.com/