18. marts 2010, 22:30

De første ”God of War”-spil var specielle på mange planer. De genoplivede den ellers udpinte arkadeaction-genre ved at tilføje japanske elementer til et ellers typisk vestligt design, de beviste at Sony stadig kunne hive kaniner op af hatten til sin aldrende konsol, og de flyttede et ellers stereotypt fokus væk fra moderne krigsførelse og over til klassiske historiske temaer ved at bruge den græske mytologi som udgangspunkt for sine uhæmmede blodsudgydelser.

Tiderne har ændret sig, men med det afsluttende tredje kapitel i trilogien om antihelten Kratos og hans kamp for at få hævn over guderne, giver Sonys spilstudie i Santa Monica ikke desto mindre sit moderselskab et fantastisk redskab i kampen om at tiltrække nye købere til PlayStation 3. ”God of War III” udkommer nemlig eksklusivt til konsollen og er på det grafiske område et pragteksempel på, hvad der kan lade sig gøre rent visuelt i 2010.

Det er ikke svært at lade sig rive med. Spillet åbner i hæsblæsende tempo, hvor man som Kratos løber på ryggen af gigantiske Gaia, en monstrøs titan, som er på vej op af Oplympus-bjerget for at dræbe Zeus. Det er fuldstændigt vildt at iagttage scenariet, og endnu mere forpustet bliver man, når man får kontrollen over Kratos og kæmper mod monstre, der er endnu større og voldsommere end dem fra ”Bayonetta” (se anmeldelsen her på siden), hvilket ikke siger så lidt.

Så er vi ligesom i gang, men desværre sættes der hurtigt en stopper for den hidsige fremrykning, og tempoet ryger ned sammen med Kratos, der fra bunden af Hades må begynde forfra og kæmpe sig hele vejen op til bjergets top igen. I det øjeblik frygter man faktisk lidt for oplevelsen, for uden de ekstreme omgivelser og storladne kampe, minder spillet pludselig alt for meget om sine mange konkurrenter, senest ”Dante’s Inferno”, der de seneste år har forsøgt at kopiere succesformularen.

Når man som Kratos hopper rundt i snævre, grå gange og hamrer løs på bølger af mere eller mindre generiske fjender, er det således lige før man begynder at gabe let, ikke mindst fordi styringen af Kratos og hans slagmanøvrer virker ensformig og træg, sammenlignet med fx føromtalte ”Bayonetta”, som anderledes letbenet formår at kombinere akrobatik med blodsudgydelse.

Heldigvis varer det ikke længe før spændingskurven stiger igen, og Kratos’ arsenal af våben, slag og kombinationer derimellem vokser i takt med at blodet flyder og fylder hans indre figurudviklingsbarometer. Og som en velskrevet græsk tragedie hviner man snart af lige dele fryd og kvalme, og både griner og græder med Kratos og hans tilsyneladende umulige forehavende.

”God of War III” sætter således et professionelt og håndværksmæssigt enestående punktum for en trilogi, der de seneste otte år har betydet meget for Sony og spilfænomenet generelt. Forhåbentlig bruges de talentfulde udviklingskræfter efterfølgende til at skabe nye og innovative projekter og ikke til et overflødigt, pengefikseret, ”ups-vi-blev-lige-nødt-til-at-malke-koen-helt” fjerde kapitel.