Besat af blærede biler

Spil: Når ”Forza Motorsport 3” åbner sin garage, er det umuligt ikke at blive imponeret.

5 af 6 stjerner

Racerspilgenren er som altid ved at være godt overfyldt på denne tid af året. Titler som ”Dirt 2” og ”Need for Speed Shift” konkurrerer allerede om de fartglades gunst, så hvad skal vi egentlig med flere af den samme slags titler?

Svaret kommer med 300 km/t i en perfekt kurve skabt af 400 forskellige slags biler, mere end hundrede baner og døbt den sigende titel ”Forza Motorsport 3”. Her bevises det endnu engang, at selvom grundprincippet – sæt dig ind i en bil og kør ræs mod andre i kamp om at komme først over målstregen – er lige så slidt som dækkene på en Volvo fra ´76, er der stadig plads til justeringer og forbedringer i den endeløse kamp om at skabe den fuldendte racer.

Udviklerne fra Turn 10 Studios når et stykke videre end de fleste, først og fremmest på grund af, at køreoplevelsen i ”Forza 3” er forbilledlig. Balancen mellem realisme og underholdning, mellem virkelighedstro styring og sindssyg fartfornemmelse, sidder lige i skabet, og man skal være ortodoks cyklist for ikke at savle over udvalget af biler, der er til rådighed. I spillets garage finder man nærsagt alle mærker og prisklasser, og de venter bare på at blive trillet ud på den varme asfalt og revet rundt i svingene.

I det hele taget er der nok at vælge mellem, også når det gælder spilformer. Ud over den sædvanlige karrieredel, kan man vælge bare at sætte sig ind i samtlige af de fire hundrede tilgængelige biler og tage sig en tur, men mange vil angiveligt drøne direkte ud i cyberspace for at møde verden, og det er i dén grad muligt med et væld af online-indstillinger og muligheder for at tilrettelægge løb, turneringer og klassementer.

Med eller uden sele
Men den største ros skal udviklerne have for at forsøge at gøre alt for, at ingen skal føle sig udenfor ”Forza 3” eller fremmedgjort over dets overvældende størrelse. Der er implementeret et bredt udvalg af hjælpemidler, skulle man finde de konkurrerende chauffører for rutinerede eller bilerne for utæmmelige. Med alt slået til behøver man faktisk kun at koncentrere sig om at styre bilen, mens selv professionelle spillere vil blive udfordret, hvis de skræller al hjælp af og kører uden ABS-bremser, traction control og så videre. I mellem de to yderpunkter kan alle slags kørere finde et passende niveau, og på den måde kan man konsekvent undgå at blive kastet af den konstant stigende læringskurve. Bliver spillet for krævende, er det bare med at justere.

”Forza Motorsport 3” er derfor et usædvanligt imødekommende racerspil, men imponerende nok er det ikke gået ud over indholdet for de erfarne racerkørere. For dem der kan lide at køre stærkt, men kun hvis det sker i en bil, som de selv har tunet i bund og desuden lakeret og designet klistermærker til, er det absolut muligt. Spillet har endda en velfungerende auktionsdel, hvor man kan se og købe biler, skabt af andre spillere, og naturligvis også sælge sine egne kreationer.


 

annonce