27. januar 2010, 09:30

Du tror først, det er en dårlig joke. ”Bayonetta” bliver for tiden hyldet i et stort antal spilmedier som noget af den bedste action-underholdning verden har set, men umiddelbart ligner det noget der er løgn.

Du når knapt nok at ænse, at du er en sortklædt kvinde med pistoler klistret fast til dine stilethæle, før helvede bryder løs, og du løber forvildet rundt på nogle afrevne platforme, der suser gennem luften. Underlige skabninger angriber, og du trykker febrilsk på knapperne, hvilket både udløser akrobatiske manøvrer og slagkombinationer, en sand kugleregn fra kvindens våben, og hjerter og tegneseriebobler, og det der ligner regnbuefarvet fyrværkeri. Iblandet skrig, støn og lyden af eksplosioner, hører du samtidig tonerne af et japansk el-orgel, der bopper sig lystigt gennem en muzakkomposition, som må stamme fra elevatoren på et lavprisvarehus i indre Tokyo.

Ingen kontrol

Men det er ikke det værste. Det er, at det slet ikke føles som om du har bare antydningen af kontrol over begivenhederne. Du kunne i og for sig sidde og trykke på knapperne med lukkede øjne, og resultatet ville være det samme. På dette tidspunkt er du meget tæt på at flå spillet ud af maskinen og sætte kurs mod den nærmeste brugtspilbutik.

Det må du love ikke at gøre, for langsomt men sikkert vil spillet ændre dit humør, og selvom el-orglet fortsætter ufortrødent og endda begiver sig ud i en skummel version af ”Fly me to the Moon”, forstår du pludselig, at der er mening med galskaben, at dette er en omvendt ironisk og meget japansk kærlighedserklæring til spilmediet generelt og blodsprængte actionspil især.

Ballet og blodbad

Pludselig bliver den grafiske stilforvirring yndefuld, og historien om hekseenglen, der hyldet i en dragt af sit eget hår er på jagt efter sandheden om sin egen eksistens, giver utroligt nok mening, eller pirrer i hvert fald nysgerrigheden efter at ville mere med spillet. Og heldigvis følger underholdningsværdien trop og leverer substans i konstant voksende mængder. Du lærer din sorte engel og hendes fabelagtige arsenal af slag, skud og kombinationer mellem dem at kende. Og du lærer at kontrollere og variere din kampteknik, så den til sidst minder om en sær blanding af ballet og blodbad.

”Bayonetta” blander kitch og spilkultur med kunstfærdigt gameplay og ender med at påvirke dig som en japansk udgave af Tarantino ville det, hvis han fik lov til at bombardere dine sanser med indtryk en varm eftermiddag på et westerninspireret bordel i en tegneserieudgave af ”Dødens Triumf”. Uforståeligt til at begynde med, men ikke desto mindre umiskendeligt effektfuldt i den sidste bittersøde ende. Et værk der peger i alle retninger, men først og fremmest tør både at hylde og bryde normerne.