Politkerne vil indføre et særligt kompetenceår for de elever, der klarer sig allerdårligst i folkeskolen. Det skal gøre dem i stand til at tage et grundforløb på en erhvervsuddannelse.
6. maj 2010, 13:18
Det nytter ikke noget at dumpe skoleelever og tvinge dem til at gå en eller flere klasser om, fordi de ikke har lært nok i folkeskolen.
Sådan lyder reaktionen Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini, efter at Dansk Industris (DI) direktør, Jørn Neergaard Larsen, i dagens Berlingske Tidende foreslår, at de elever, der ikke lærer noget i skolen, skal kunne dumpes af folkeskolen.
Berlingske Tidende undersøger i forbindelse med serien På 2. klasse kvaliteteten af den danske folkeskole og kan i dag berette, hvordan 12.000 unge under 25 år om året har lært så lidt i folkeskolen, at de må tilbage på skolebænken.
- Det er helt forkert. Det er bedre med positiv motivation, siger hun og henviser, til, at Folketinget er ved at lægge sidste hånd på en lov, der skal gøre det muligt for de elever med størst indlæringsproblemer at tage et såkaldt kompetenceår.
Hun forventer, at kompetenceåret bliver indført til august eller januar.
- Det sidste, de her unge har brug for, et endnu et nederlag, siger hun.
Ifølge Christine Antorini skal kompetceåret hjælpe de unge, så de bliver i stand til at tage et grundforløb på en erhvervsskole. De skal tage kompetenceåret, efter de har afsluttet niende eller tiende klasse, og det skal ikke foregå i folkeskoleregi.
- Tilbuddet skal være skræddersyet til de enkelte elever og kan f.eks. bestå i, at ordblinde elever kommer på efterskoler, der har særlige tilbud til dem, forklarer hun.
Hun understreger, at det er vigtigt, at der bliver sat tidligt ind med hjælp til elever med problemer. Hvis de efter første klasse har problemer med at læse, skal de f.eks.have særlig læsehjælp.

































