Skoler og kommuner skal tvinges til at sikre et godt undervisningsmiljø. Sådan lyder opfordringen, efter at nye tal viser, at mange elever er plaget af alt fra dårligt indeklima til sparsom rengøring.
2. december 2010, 22:30
Mads er træt af indeklimaet, Mette er træt af toiletterne, og sammen med alle de andre elever i folkeskolen døjer de med alt fra dårlig rengøring til for høje eller for lave temperaturer i lokalerne.
En ny undersøgelse blandt 60.000 folkeskoleelever viser, at op mod hver anden oplever daglige problemer med f.eks. rengøring og udluftning. Dermed halter det fortsat med undervisningsmiljøet i folkeskolen, konkluderer Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM), der står bag undersøgelsen.
Elevernes gentagne, negative vurderinger af undervisningsmiljøet får nu DCUMs leder, Ole Juhl, til at opfordre til, at reglerne bliver lavet om, så den såkaldte undervisningsmiljølov fremover stiller konkrete krav til miljøet i folkeskolen.
»Der skal skrappere midler til for at skærpe skolernes opmærksomhed på, at undervisningsmiljøet er alvorligt, og at det har en betydning for elevernes læring,« siger Ole Juhl.
Helt konkret efterlyser han, at der bliver indført kontrol og mulighed for påbud og sanktioner, hvis kommunerne og skolerne ikke lever op til reglerne. Akkurat som det i dag sker, hvis skolerne ikke overholder reglerne for lærernes arbejdsmiljø.
Og det vil have en positiv effekt på elevernes indlæring, vurderer lektor på Danmarks Tekniske Universitet, Jørn Toftum, der har undersøgt effekterne af dårligt indeklima.
»Elevernes præstationer ville være mellem fem og 15 pct. bedre, hvis der blev ventileret mere i klasserne,« siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra undervisningsminister Tina Nedergaard (V), men ifølge de Konservatives uddannelsesordfører, Charlotte Dyremose, er det kommunernes opgave at sikre sig et godt miljø i folkeskolen.
Formanden for KLs Skole- og Kulturudvalg, Jane Findahl, påpeger, at der på få år er brugt mia. af kroner på at renovere eller bygge skoler:
»Men de økonomiske rammer er trange, og det er en stor udfordring at renovere skolerne,« siger hun.
SF er klar til at stramme reglerne og har tidligere været med til at stille forslag i Folketinget om dette.

































