14. oktober 2005, 03:30 – opdateret 24. oktober 2005, 11:00

Skuespillere skal som bekendt gerne kunne trække på deres egne erfaringer i arbejdet med rollerne. Det må man sige, at de medvirkende er kommet til i forestillingen »Realia«. For skuespillerne har hver især skullet bidrage med personlige erfaringer og selvoplevet materiale til forestillingen, der leger med virkeligheden. Og det er der kommet en fin, fascinerende og anderledes forestilling ud af.

Fire skæbner
De unge talenter Rikke Lylloff, Karoline Munksnæs, Kasper Leisner, Bjørn Fjæstad og Jacob Lohman, der alle har præsenteret sig ved egne navne ved forestillingens begyndelse, er samlet til gruppesession. Småskændes og kævler om, hvad det egentlig er, de skal lave - som en afspejling af stykkets tilblivelsesproces.

Men inden længe zapper de energiske og tændte ind og ud af fire historier, der fortælles sideløbende i småscener og monologer henvendt direkte til publikum. Fire selvoplevede skæbneberetninger fra hverdagen: Om drengen, der lider under sin fars urimelige forventninger, men selv opdager, at han bliver lige så lidt perfekt som ophavet. Om pigen, der har en trekant med sin stedsøster med uforudsigelige følger. Om fyren fra skilsmissehjemmet, der forgæves forsøger at genoptage kontakten med en psykisk ustabil mor. Om den unge mand, der i flere år forsøger at leve sin døde fars liv - den far, det viste sig, han overhovedet ikke kendte.

Modige skuespillere
Oplevelsen af forestillingen bliver naturligvis uundgåeligt pikant af, at de medvirkende selv har lagt deres egne erfaringer blot. Men det bliver aldrig pinligt eller privat, selv om forestillingen undertiden kan minde om avanceret og egomanisk gestaltterapi for viderekomne. Først og fremmest er der mundret fortællelyst og ægte smertepunkter i disse banalt fængslende, strittende og løst sammenkittede reality-dramaer. Sat på scenen med varieret dynamik, humor og nøje indstuderet, smittende naturlighed af Thomas Trier, der har et dedikeret og usædvanligt engageret hold til sin rådighed og har formet materialet til spilbare scener. Modigt båret frem af de fire skuespillere - springende fra den distancerende ironi til den afskrællede alvor, der særligt sætter ind, da vi i forestillingens sidste takter får stillet nysgerrigheden og får sat et reelt ansigt på, hvilke historier, der tilhører hvem. Disse påtrængende fortællinger fra virkeligheden demonstrerer først og fremmest, at realiteten er en subjektiv størrelse, der befinder sig mellem ørerne. Men forestillingen er måske i virkeligheden mest af alt interessant som endnu et bud på teater, der nærmer sig verden udenfor. Godt gået. Virkeligt godt.